GPS afslørede tyvene
Sidste weekend blev to lastbiler stjålet i Aarhus. Bilernes indbyggede Dynafleet-system afslørede tyvene, som kunne pågribes tæt ved den polske grænse.
Da tyveriet blev opdaget mandag morgen gik jagten ind.
Ved hjælp af det indbyggede flådestyringssystem Dynafleet blev de kl. 8.30 lokaliseret i Tyskland mellem Hamborg og Berlin. I samarbejde med tysk politi fik medarbejdere fra Volvo Truck Center standset og anholdt tyvene ved Oranienburg i Tyskland cirka 200 km fra den polske grænse.
Havde fået andre nymmerplader
De to anholdte var ifølge foreløbige oplysninger litauere, og bilerne var allerede kommet på litauiske plader.
Lastbilerne havde trailere spændt efter sig. Den ene var læsset med fisk.
Da lastbilerne stoppede på en rasteplads, kunne politiet straks pågribe den ene tyv. Den anden kørte af motorvejen og gemte sig i et industrikvarter; men kunne følges via Dynafleet Online på internettet. Kort tid efter blev også den anden tyv pågrebet.
Ikke første gang
Det er ikke første gang, at tyve afsløres af GPS-navigationen. Sidste år fik gaffeltruckimportøren Still stjålet en servicebil på Sjælland; men GPS-signalet kunne følges tværs over Fyn. Tyven blev stoppet af politiet kort før Lillebæltsbroen.