Modul-stop er et slag i ansigtet
Slesvig Holstens beslutning om at trække sig ud af forsøget med modulvogntog er et slag i ansigtet, mener venstres Hans Chr. Schmidt.
Det er venstres medlem af transportudvalget Hans Chr. Schmidt der har kaldt transportministeren i samråd. Han vil vide, hvad ministeren har tænkt sig at gøre i sagen.
Hans Chr. Schmidt er helt uforstående overfor nordtyskernes beslutning, som han
ikke mener er gennemtænkt.
- Fordi hvis man er interesseret i miljøet - og det kunne man da håbe man var - ja så skal man da i hvert fald gennemføre det her. Og hvis man synes, at man skal prøve at undgå for meget trængsel på vejene, ja så skal man også gennemføre det her. Så jeg kan slet ikke forstå, hvordan man komme i tanker om det, siger Hans Chr. Schmidt til Transportmagasinet.dk.
- Det var den tyske transportminister som fik gennemført og gennemarbejdet sammen med delstatsregeringen, at alle andre ville følge Slesvig Holsten. Derfor er det jo helt barokt, at det nu er Slesvig Holsten der går den anden vej, mener han.
Helt ufatteligt
- Det er klart, at hvis vi ikke engang kan finde ud af det her, ja så er jeg da meget bekymret for udviklingen i grænselandet. Så jeg håber på, at når ministeren forhåbentlig meget hurtigt får taget kontakt til sin kollegaer dernede, så får de ordnet den her sag. Det er jo helt ufatteligt, siger Hans Chr. Schmidt til Transportmagasinet.dk.
- Det er jo et slag i ansigtet på grænselandets lastvognstrafik og det kan jeg ikke forestille mig Slesvig Holsten har tænkt sig. Men det vil jo ramme Danmark og grænselandet rigtig hårdt, siger han.
Det åbne samråd om sagen finder sted nu på torsdag.