23948sdkhjf

TEST Volvo FH 500 med 54 ton

Transportmagasinets Per Fischer har været ude at køre med chauffør Peter Uldal i en af SCT’s nye Volvo FH 500 med 54 ton totalvægt. Prøvekørslen var en bekræftelse på, at det er en af de sikreste og mest komfortable lastbiler på markedet.
Vogntog med 54 ton totalvægt er begyndt at præge trafikbilledet i det ganske land. Således også på Sjælland, hvor transportvirksomheden SCT med hovedsæde i Gilleleje har investeret i ikke mindre end en snes identiske vogntog af kombinationen 8x4/4 trækker og 3-akslet sættevogn

I dette tilfælde dækker ordet identiske over Volvo FH 500 trækkere og tipsættevogne fra AMT, som giver forretningens driftsbudget en gevinst på 35.600 kg nyttelast.

Køretøjerne udmærker sig først og fremmest ved en forbedret indtjening for firmaet, men investeringen højner også færdselssikkerheden og chaufførernes komfort.

Hvad angår færdselssikkerhed er køretøjerne monteret med et vægtsystem, der måler trykket for hver aksel og samlet vægt på hele køretøjet. Registreringerne kan aflæses tydeligt på instrumentbordet.

Der er også tre kameraer på køretøjet - to bakkameraer og et cyklistkamera. Det ene er placeret på førerhusets bagside, det andet bag på sættevognen. Det tredje - cyklistkameraet - sidder nederst på førerhusets højre side. De er naturligvis forbundet til en monitor på instrumentbordet.

Sidst, men ikke mindst er det værd at bemærke at sikkerhedsudstyret også omfatter automatisk afstandsregulering (ACC). Udover en forbedring af sikkerheden spiller afstandsreguleringen en vigtig rolle for kørekomforten. En sensor måler afstanden til det forankørende køretøj og tilpasser afstanden ved at sænke hastigheden. Det sker gennem en automatisk påvirkning af cruiserkontrol, motorbremse og retarder. Hvis afstanden bliver faretruende kort, iværksættes køretøjets driftsbremse automatisk.

Automatikken sørger også for at vende tilbage til den forudindstillede hastighed, i samme øjeblik den ønskede afstand er kommet på plads. Chaufføren slipper for bremsninger, gearskift og justeringer af cruiserkontrollen.

Det skal lige pointeres, at hvis afstanden til et forankørende køretøj er kortede end de gældende regler, og den pågældende kørsel bliver registret af politiet, er chaufføren godt på vej mod en betinget frakendelse af kørekortet.

Volvo FH har for længst markeret sig blandt det europæiske markeds bedste og mest komfortable lastbiler. Når man - som tilfældet er, med SCT Transports nye entreprenørbiler - har suppleret Globetrotter-førerhusets med den såkaldte New York-komfortpakke, får man nogle køretøjer med et komfortniveau, som skaber masser af køre- og arbejdsglæde.

Fra skepsis til glæde

Undertegne har nydt fornøjelsen at køre en tur med SCT-chauffør Peter Uldal, som var en af de første, der fik udleveret nøgle til et af de nye køretøjer af SCT-direktør Henning Christiansen.

Peter Uldal, der har nået en moden alder af 65 år, har været chauffør næsten hele sit voksne liv. Han kan godt huske dengang i 1963, da stærkeste lastbiler var en Volvo Titan L495 bogiebil med en 9,6 liters turbomotor på 240 hk og 21.000 kg totalvægt.

- Der er unægtelig sket meget med både lastbiler og arbejdsforhold siden den gang, siger Peter Uldal, som allerede har kørt 40.000 km i den nye Volvo.

- I tidens løb har jeg kørt mange forskellige lastbiler. Indtil fornylig var jeg inkarneret Scania-fan. Derfor blev jeg noget forbavset, da vognmanden ringede og spurgte, om jeg havde noget imod at køre en af de nye Volvo’er.

- Jeg var en smule skeptisk, men sagde alligevel “ja tak" til tilbuddet - og det har jeg bestemt ikke fortrudt. Denne bil er alle tiders, fastslår Peter Uldal mens vi er på vej mod Helsingør med et læs grus.

Sin egen herre

Peter Uldal er primært beskæftiget med at kære støbematerialer til betonfabrikker i Nordsjælland, og det er han så tilfreds med, at han ikke kunne tænke sig andet.

- Jeg passer stort set mig selv og får kørselsopgaverne direkte fra kunderne. Jeg føler mig så privilegeret, at jeg ikke har planer om at gå på pension foreløbig.

Han er af den gamle skole og vasker hele køretøjet med håndbørste en gang om ugen.

Med hensyn til køretøjets færdigheder forsøger han ikke at lægge skjul på sin store begejstring.

- Det er en behagelig bil at køre. Den er nem at komme rundt med - også på byggepladser med trang plads. Faktisk optager den ikke mere plads end mit forrige vogntog, en “twin stear" trækker, kombineret med 3-akslet sættevogn.

- Jeg er meget glad for I-Shift gearskiftet. Jeg havde ellers forsvoret, at jeg aldrig ville køre lastbil med automatisk gearskift, men den holdning har jeg lagt på hylden. Nu opfatter jeg det automatiske gear som en styrkelse af færdselssikkerheden, fordi jeg i højere grad kan koncentrere mig om medtrafikanterne.

Ønsker man at stifte bekendtskab med nogle af SCT’s nye Volvo-vogntog, skal man besøge DTL’s aktivitetsdag den 31. marts på Sjællandsringen. Her stiller firmaet op med en del af de nye biler.

I øvrigt er SCT Transport et af de nominerede firmaer til Årets Transportvirksomhed 2012.

Tekniske specifikationer

Trækker:

Model: Volvo FH 8x4/4 sættevognstrækker.

Motor: D13C500 6-cylindret Euro 5 rækkemotor.

Slagvolumen: 13 liter.

Effekt: 500 hk ved 1.400-1.900 omdr./min.

Moment: 2.500 Nm ved 1.050-1.400 omdr./min.

Transmission: ATO2612 gearkasse med I-Shift med manuel og automatisk skiftefunktion.

Geartrin: 12 + 4 bakgear.

Drivaksel: RT2610HV bagaksler med tandemtræk, differentialespærre og navreduktion.

Udveksling: 3,76:1.

Akselafstand: 3.700 mm.

Affjedring: Parabel for; 4-punkt luft bag.

Bremser: EBS-skivebremser på alle hjul, WEB+ motorbremse og ESP.

Førerhus: Globetrotter-førerhus med New York-udstyrspakke.

Affjedring: 4-punkt luftaffjedring.

Totalvægt: max. 32.000 kg.

Nyttelast: 21.000 kg.

Hovedbolttryk: 20.000 kg.

Dæk: Michelin XZY3 385/65R22,5/Michelin XDY3 315/80R22,5. Alle monteret på alufælge.

Sættevogn:

Model: AMT letvægt sættevogn med tippelad for 8x4 trækker. Primære formål. Transport af grus og sten.

Chassisramme: Stål.

Tippelad: 37 kubikmeter, forstærket alu-kasse med 15 mm. plastik i bund og på sider. Tophængt bagsmæk med mekanisk lukkesystem.

Aksler: BPW.

Bremser: Trykluft mekaniske EBS-tromlebremser.

Affjedring: Fuld luft med automatisk løfte/sænke funktion på forreste aksel.

Dæk: 385/65R22,5. monteret på stålfælge.

Totalvægt: Max. 44.000 kg, dog begrænset til 22.000 kg. i forbindelse med en 8x4 trækker.

Egenvægt: 7.500 kg.

Længde: 10,433 m.

Samlet vogntog:

Totalvægt: Max. 54.000 kg.

Samlet nyttelast: 35.600 kg.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094