Kontrol hos vognmanden
Med den nye lov om bilsyn får Trafikstyrelsen hjemmel til at komme på uanmeldt kontrolsyn hos vognmanden.
Det forventes, at den nye lov træder i kraft den 1. juli 2012.
Det er Trafikstyrelsen, som er ophavsmand til det nye lovforslag, og styrelsens kontorchef med ansvar for bilsyn, Leif Lorenzen, forklarer, at målet er, at kontrolsyn i højere grad skal ske på grundlag af en risikovurdering.
- Vi ønsker at sætte ind med kontrolsyn, der hvor det har den største effekt, siger han.
- Vi får en hjemmel til at komme på uanmeldt kontrolsyn på vognmandens firmaadresse. Vi får hjemmel til at kigge på de køretøjer, der har været til syn inden for de seneste fire uger - uanset om synet er foretaget på vognmandens adresse eller i en synshal.
Det overordnede mål for Trafikstyrelsen er at sætte ind mod de vognmænd, som ikke vedligeholder deres tunge køretøjer og de synsvirksomheder, som er for "flinke".
- Vi vil fortsat foretage en hel del kontroller på landevejen sammen med politiet - de såkaldte vejkantkontroller - men vi vil også i et vist omfang køre ud til firmaadresserne og kontrollere køretøjerne på pladsen.
Flådesyn
- Den væsentligste metode er formentlig at besøge de vognmandsfirmaer, hvor der forekommer flådesyn, fortsætter Leif Lorenzen.
- Flådesyn er et begreb, som egentlig er tilegnet vognmænd med mange køretøjer. De kan sammen med en synsvirksomhed få tilladelse til at få synet køretøjerne hjemme på firmaadressen, så man slipper for at køre frem og tilbage med alle bilerne.
- Hvis en synsvirksomhed har en rigtig stor kunde, kan der være et incitament til at være flink ved vedkommende. Derfor vil vi gerne ud og kontrollere, når synet foregår og se, hvordan køretøjerne synes.
I dag har Trafikstyrelsen kun mulighed for at kontrollere det køretøj, der er under syn.
Hvis køretøjet er kørt tilbage til vognmandens adresse, er der ingen hjemmel til at kontrollere det - men den hjemmel får Trafikstyrelsen med den nye lov.
Dårlig vedligeholdelse
De seneste års statistikker viser, at vedligeholdelsesstandarden på de tunge køretøjer falder.
- Omsynsprocenten ved de almindelige syn er steget fra 18 procent til 25 procent på bare fire-fem år, siger Leif Lorenzen.
- Der er flere fejl på de køretøjer, der sendes til syn. Det kan selvfølgelig være et udtryk for, at vognmændene ikke reparerer deres biler på forhånd og vil have en reparationstest ved synet; men det kan også være fordi, køretøjerne generelt ikke bliver vedligeholdt godt nok.
- Desuden kan vi også se en stigning i antallet af køretøjer, der bliver sendt til syn i forbindelse med politiets landevejskontroller, siger Leif Lorenzen.
Når Trafikstyrelsen er med til disse kontroller udvælger de nogle biler og gennemfører en såkaldt "fuldstændig teknisk kontrol".
- Det er en undersøgelse, som varer længere tid, og hvor vores inspektører gennemgår alt på bilen. Den kommer også op på en mobil bremseprøvestand. Vores tal viser en dumpeprocent på 38 procent. Det vil sige, at 38 procent af de biler, der udsættes for en fuld teknisk kontrol bliver sendt direkte til syn.
- Dette tal har desværre været stigende.
Nu også bøder
Endelig er Trafikstyrelsen også i gang med at introducere bøder til køretøjets ejer, der ikke møder til syn.
- Det er en proces, der vil løbe af stabelen i august, forklarer Leif Lorenzen.
- Det er i virkeligheden et selvstændigt lovforslag, som blev vedtaget sidste år, men som endnu ikke er trådt i kraft. Loven giver os mulighed for at sende bøder ud til de bilister, som ikke kommer til syn, når vi indkalder køretøjerne.
- Hvis man ikke efterkommer henvendelsen og heller ikke får bilen godkendt, bliver man anmodet om at aflevere bilens nummerplader. Gør man heller ikke det, får man endnu en bøde! De er begge to på 2.000 kroner.
Hul forsvinder
Med denne lov forsvinder et lille hul i loven, som er blevet benyttet af en lille gruppe personer, som ikke ønsker deres bil synet.
Politiet kan - som bekendt - give bøder, hvis man ikke møder til syn inden for fristen. Møder man til syn, får man ingen bøde - heller ikke hvis bilen ikke bliver godkendt. Det handler blot om at møde til syn for at undgå bøden.
- Den mulighed forsvinder til august, forklarer Leif Lorenzen.
- Fremover kan man ikke spekulere i at køre til syn for at undgå en bøde.
- Vi regner med at få nedbragt antallet af køretøjer, der ikke godkendes ved syn fra cirka 15.000 til omkring et par tusinde køretøjer, håber han.
- Der er relativt mange erhvervskøretøjer i den pulje i forhold til bestanden. Relativt set er der flere firmaer, der udebliver fra syn, end private.
- Vi skal selvfølgelig holde de 15.000 køretøjer op mod de knap 3 millioner køretøjer, vi har i Danmark
Præventiv effekt
- Vi forestiller, at der vil være en præventiv effekt på både synsvirksomhed og vognmand, fordi vi kan komme på uanmeldt besøg hos vognmanden, siger Leif Lorenzen.
- Vi håber blandt andet at stoppe de chauffører, som monterer ulovligt udstyr efter at bilen har været til syn. Vi ved, at det forekommer - selv om det ikke er mange tilfælde.
Trafikstyrelsen vil ikke få hjemmel til at gøre chauffør eller vognmanden noget. Den eneste sanktion er at sende bilen til syn.
- Vi er ingen politimyndighed, siger Leif Lorenzen.
- Vi kan kun komme efter bilsynsvirksomhederne; men vi håber, at det er et så stort irritationsmoment for de chauffører og vognmænd, der spekulerer i at lave bilerne om efter et syn.
- Meningen er at få vendt udviklingen, så folk finder ud af, at det ikke kan betale sig at lave ulovligheder.