FÆRØERNE - Tunneler binder øerne sammen
Den seks kilometer lange vejtunnel Nordoyatunnel ligger 150 meter under havets overflade. Længere kan man ikke komme ned i Danmark.
Imidlertid begavede det mere eller mindre statsejede selskab Tunnil øriget med den 4,9 kilometer lange undersøiske Vagatunnel, der siden åbningen i 2002 er blevet en vigtig del af bilisters daglige kørsel mellem Vagar og Streymoy.
Før de to undersøiske tunneler blev bygget, var forbindelse til hovedøen Streymoy afhængig af færgetrafik, som til tider skabte både flaskehalse og stor irritation for ventende bilister og lastbilchauffører.
Det er sandelig noget de to tunneller har ændret på. At anvende så kostbare tunneller er naturligvis ikke gratis. Derfor er anlægsudgifterne og tunnelernes videre eksistens baseret på brugerbetaling. Nøjagtig som tilfældet er med broerne over Storebælt og Øresund.
- Med hensyn til den overordnede ledelsesstruktur og den rent finansielle del er tunnelerne organiseret i to uafhængige selskaber, hvori Lagtinget ejer 100 procent af aktiekapitalen.
Dyre projekter
Vagatunnelen repræsenterer en investering i alt på 290,3 millioner kroner, som er planlagt til at være betalt i 2017.
For den noget nyere, længere og dybere Nordoyatunnels vedkommende er der tale om en samlet investering på 390 millioner kroner, som forventes tilbagebetalt i 2020.
Til sprængningerne i Vagatunnellen blev der brugt 850 ton dynamit og fjernet 327.000 sten. Til sammenligning krævede etablering af Nordoyatunnellen 1.110 ton dynamit og fjernelse af 410.000 sten.
Begge tunneller er naturligvis suppleret med topmoderne sikkerhedsudstyr til afhjælpning af eventuelle trafikulykker.
Enorm vækst
I begge tilfælde er der tale om enorme vækstrater i trafikken mellem øerne.
Trafikken mellem Vagar og Streymoy var begrænset til cirka 11.000 køretøjer i 2002, da man benyttede færger. Sidste år var trafikken steget til cirka 58.000 køretøjer gennem Vagatunnellen.
Med hensyn til trafikken mellem Streymoy og Eysturoy har væksten været højere. I 2005 krydsede 100.000 køretøjer farvandet mellem de to øer med færge. I 2010 var tallet 700.000 biler.
De to tunneller har hermed bevist deres store betydning for den færøske infrastruktur.