23948sdkhjf

EF-domstol sikrer retfærdige bøder

Ungarsk chauffør vinder sag om udmåling af køre/hviletidsbøder. Nu må justitsministeriet revurdere det danske bødesystem.
Transportbranchens vognmænd og chauffører har i lang tid forhandlet med skiftende justits- og trafikministre om bødekataloget - men uden synligt resultat. Nu kommer gennembruddet – og det kommer fra en retssag i Ungarn, hvor EF-domstolen i Luxembourg har haft en finger med i spillet. En ungarsk chauffør har fået EU-dommernes ord for, at en formel fejl i forbindelse med betjening af køre/hviletiderne ikke kan takseres med en kæmpe bøde.

Sagen startede for tre år siden, da en ungarsk toldpatrulje ved grænsen til Rumænien kontrollerede den ungarske chauffør Márton Urbáns 15 diagramskiver. På en enkelt af skiverne var kilometertallet ved ankomsten ikke skrevet på. Det blev takseret til en bøde svarende til på 332 euro eller knap 2.500 danske kroner.

Det ville chauffør Márton Urbán ikke finde sig i, eftersom kilometerantallet fremgik af transportdokumentet. Det blev til en retssag i Ungarn - og den 9. februar meddelte EF-domstolen, at bøden var uretsmæssig overdreven.

Konsekvens i Danmark

Allerede sidste år forberedte den borgerlige regeringen sig på et nederlag for de ungarske myndigheder. Ungarn benytter nemlig samme bøde-praksis som de danske myndigheder, hvor man giver ensartede og konsekvente bøder for overtrædelse af køre/hviletiderne - uanset overtrædelsestype.

I august konkluderede Justitsministeriet, at det vil være nødvendigt at ændre det danske sanktionssystem, hvis Ungarn tabte retssagen. Den konklusion har ministeriet først indviet offentligheden i for 14 dage siden.

Gransker dommen

EU-dommen er på sin vis banal for jurastuderende. Den bunder i princippet om proportionalitet, det vil sige, at der skal være overensstemmelse mellem forseelse og straf.

Justitsministeriets færdselskontor vil nu granske dommen sammen med rigsadvokaten og rigspolitiet.

- Vi er i fuld gang, siger konsulent Hanne Aagaard fra ministeriet. Mere præcis kan hun endnu ikke oplyse, hvornår ministeriet konkluderer, om og hvilke ændringer dommen medfører herhjemme

- Det er EU-domstolens afgørelse i sig selv og ikke den ungarske domstols tolkning, som vi studerer. I øvrigt kan man læse ud af dommen, at Ungarn allerede har ændret praksis, oplyser Hanne Aagaard.

Branchen tripper

Branchen venter spændt på ændringerne, mens Justitsministeriet nærstuderer dommen.

- Justitsministeriet overvejelser må blive ganske korte, siger DI Transports direktør Michael Svane.

- Der er ikke så meget at sige. Resultatet står at læse i dommen fra EU-domstolen. Den skal efterleves.

Hos ITD forventer man, at der definitivt bliver gjort op med standardiserede bøder.

- Der SKAL kigges individuelt på hver enkelt sag, siger chefkonsulent Lars Nielsen fra ITD.

- Det vil sikre, at domstolene tager hensyn, når overtrædelser skyldes forglemmelser eller menneskelige fejl.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094