Politik-noter
Kort nyt fra "Borgen". Denne gang om lastbilafgifterne, førerkortet, modulvogntoget og kørsel i nødsporet.
Skatteministeriet er stadig i fase nul med hensyn til en GPS-baseret kørselsafgift for lastbiler. Ministeriet forbereder igangsættelse af fase 1 med specifikationer, som ventes afsluttet om et år, oplyser skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) til Mads Rørvig (V).
Dernæst sendes opgaven i et såkaldt begrænset EU-udbud med udpegede virksomheder. I fase 3 opstilles systemet, hvorefter eurovignettens vejafgift omdannes til en kilometerafgift.
I efteråret vurderede den nytiltrådte skatteminister, at ordningen kunne sættes i drift omkring årsskiftet 2014/15.
EU-lande dropper fælles chipkort
Forhandlingerne om nye EU-regler for tachografer trækker ud. Modstanden mod et fælles fører- og kørekort er så stor, at justitsminister Morten Bødskov (S) fjerner dette forslag fra det kompromis, han er ved at udarbejde. Derimod bliver der mulighed for at udstede et midlertidigt førerkort på højst 185 dage til en chauffør, der ikke har bopæl i et EU-land eller i et land, der har tilsluttet sig AETR-overenskomsten.
Havne i kø for at få modulvogntog
Danske Havne beder politikerne om endnu tre knopskydninger på rutenettet for modulvogntog. Den ene er den ny adgangsvej til Sydhavnen i Randers, den anden fra Herning over Ringkøbing til Hvide Sande, og den tredie er til det nordlige havneområde i Århus. Videre er der ønsker fra Hanstholm, Skive, Odense, Nyborg, Vordingborg.
Kørsel i nødspor kun som forsøg
Nødsporet på den vestfynske motorvej kan ikke inddrages til kørespor uden at gøre en kørebanen bredere, lægge en anden belægning på og etablere nødlommer, lyder svaret fra Vejdirektoratet via trafikministeren til Jane Heitmann (V).
Mellem linierne er beskeden, at politikere kan vende tilbage om fem år med sådanne ønsker. Vejdirektoratet forbereder et firårigt forsøg med kørsel i nødsporet på Hillerødmotorvejen, der begynder næste år. Trafikpolitikerne har ellers fået et oplæg om intelligent trafikstyring fra ITS-udviklingsforum, som anbefaler kørsel i nødspor på motorvejsstrækninger med trængsel.