Nu kan man indberette urimelige bøder
Chauffører og vognmænd har nu mulighed for at indberette urimelige bøder og sanktioner i forbindelse med køre/hviletidsreglerne.
Initaitivet glæder den danske vognmandsorganisation, DTL.
- Rigtig mange chauffører føler sig uretfærdig behandlet, når de bliver kontrolleret på deres vej rundt i Europa, siger DTLs chefkonsulent Frank Davidsen.
- Der er særligt høje bøder for bagatelagtige forseelser, som tit vækker kritik. Desuden fortolkes regelsættet vidt forskelligt i de forskellige europæiske lande.
Skal bruges politisk
Målet med det nye værktøj er, at uretfærdige oplevelser indsamles og bearbejdes statistisk. Resultaterne skal derefter bruges i det politiske arbejde med at harmonisere kontrollerne og fortolkningerne af regelsættet på tværs af grænserne.
- Den nye klagecentral er ikke stedet, hvor man henvender sig om hjælp til en aktuel sag. Her kan man kun give udtryk for, om man har følt sig uretfærdigt behandlet og hvorfor. For IRU handler det om at indsamle så fyldestgørende oplysninger som muligt.
- Det er vigtigt i det politiske arbejde, når vi skal påvirke EU's politikere og embedsmænd til at få mere rimelige og harmoniserede kontroller.
Fik medhold
For nylig viste en dom i EF-Domstolen, at der er noget at komme efter. En ungarsk chauffør fik medhold i, at han havde fået en urimelig bøde for en bagatelovertrædelse.
Klagestedet på IRUs hjemmesiden har været i drift i et par uger. Der er indkommet syv klager fra danske, tyske og hollandske chauffører og vognmænd, som følte sig uretfærdig behandlet ved kontroller i Frankrig, Holland, Slovenien, Spanien og Østrig.
I første omgang er sproget engelsk, fransk, tysk og rumænsk, men senere på året udvides med andre sprog. DTL vil presse på for at få værktøjet oversat til dansk.