Fartglade medarbejdere skader virksomheders image
Seks ud af 10 oplever, at firmabiler kører for stærkt, viser ny undersøgelse
Det er konklusionen i en undersøgelse foretaget af analysevirksomheden Nielsen på vegne af Rådet for Sikker Trafik og olieselskabet Q8.
Analysevirksomheden har spurgt 1004 danskere om deres opfattelse af firmabiler og fart.
* 63 procent af de adspurgte giver udtryk for, at firmabiler altid eller ofte kører for stærkt på landevejene.
* 24 procent mener, at det sker ind imellem.
* 2 procent mener, at det sker sjældent.
* Ingen mener, at firmabiler aldrig overskrider hastighedsgrænserne på landevejene
Påvirker firmaets image
Undersøgelsen koncentrerer sig om danskernes opfattelse og er som sådan ikke nødvendigvis et retvisende udtryk for, hvordan bilister i firmabiler rent faktisk kører på landevejene.
Ikke desto mindre koster opfattelsen på image-kontoen.
* Hele 70 procent af de adspurgte svarer, at for høj fart i firmabilen smitter negativt af på de virksomheder, der har lidt for fartglade medarbejdere. Her er det især kvinderne, der dømmer hårdt.
* 75 procent af de 50-60-årige kvinder mener, at for høj fart i firmabilen smitter negativt af på virksomhedens image.
Flere indfører trafik-politik
Det ved de hos olieselskabet Q8, som er én blandt mange virksomheder, der har formuleret en trafikpolitik for medarbejderne.
- Det handler først og fremmest om, at uansvarlig opførsel i trafikken kan få nogle alvorlige menneskelige konsekvenser, siger kommunikationschef Jytte Wolff-Sneedorff fra Q8.
- Dernæst handler det naturligvis også om vores image og om de økonomiske og miljømæssige konsekvenser, der følger af at køre for stærkt.
- Alle Q8-medarbejdere med firmabil skal gennemføre et trafiksikkerhedskursus hos FDM, ligesom medarbejderne løbende skal deltage i trafiksikkerheds- og køretekniske kurser.
Indkaldes til samtale
Hos Q8 forventes det, at medarbejderne udviser omtanke i trafikken, både når de kører i Q8s tjeneste og privat.
- Hvis en medarbejdere overtræder færdselsloven i en firmabil, bliver han eller hun indkaldt til en samtale med egen leder, fortæller Jytte Wolff-Sneedorff.
- Det handler om at holde orden i eget hus. Vi kan ikke engagere os i en kampagne med budskabet Kør med omtanke sæt farten ned! uden samtidig at holde selvjustits. Vi vil gerne sende et signal til alle vores medarbejdere om, at vi finder det uacceptabelt at bryde færdselsloven, herunder ikke mindst, at køre for stærkt.
Undersøgelsen er foretaget i forbindelse med kampagnen 'Mit Hjem - Din Fart', der i øjeblikket er synlig over hele landet i form af røde piger i vejkanterne.