Danmarks eneste truckerbibliotek
Truckerbibliotek ved IDS på Thorsvej i Padborg har 600 faste lånere. Udlånet af lydbøger går fint.
Det kan forretningsfører Ole Christensen fra IDS Truck Center i Padborg bevidne. Han har i otte år haft et såkaldt truckerbibliotek på tankstationen med udlån af lydbøger til lastbilchauffører, og det benyttes flittigt.
- Chaufførerne interesserer sig for alt muligt, siger han.
- Vi låner selvfølgelig mest kriminalromaner ud. Det er danskernes foretrukne læsning - også som lydbog; men ellers låner vi også skønlitteratur og faglitteratur ud i stor stil.
- Da vi startede i 2004 var det meget sprogkurser; men det er langsomt ebbet ud. I dag er det alle former for litteratur, der trækker.
Truckerbiblioteket drives i samarbejde med Bov Bibliotek, som stiller lydbøgerne til rådighed for de 600 faste lånere, som IDS-centret har.
- Vi får nye bøger cirka hver 14. dag, siger Ole Christensen.
- Der er selvfølgelig ventelister på de mest populære titler, men vi skifter ud så ofte vi kan. Cirka hver 14. dag kommer bibliotekaren fra Bov forbi med nye lydbøger og fjerne de titler, som ikke bliver benyttet så meget.
Truckerbiblioteket er åbent hver dag i IDS Centret, der har døgnåbent, og Ole Christensen bedyrer, at man ikke er så strikse med, hvornår bøgerne kommer tilbage.
- Truckerne er ofte på langtur, så de afleverer bøgerne, når de er hjemme igen.
Det er ikke kun lydbøger på dansk, som udlånes. Der er også mange titler på tysk.
- Det afspejler situationen i Padborg, hvor vi både har danske og tyske chauffører. Desuden kan de fleste lokale begge sprog flydende.