Jeg troede faktisk, tallene var langt større
Transportudvalgets næstformand spørger til antal anmeldelser og sigtelser for ulovlig cabotagekørsel
Det fremgår af et svar fra justitsministeren til transportudvalgets næstformand, Flemming Damgaard Larsen (V).
Næstformanden har dels spurgt ministeren, hvor mange cabotagesager politiet har haft og dels hvor mange cabotagesager anklageren har fået medhold i.
- Jeg har jo stillet de her spørgsmål for at få de faktuelle tal frem i forhold til den aktuelle debat der kører. Og jeg troede i virkeligheden, at tallene var langt større, siger han til Transportmagasinet.dk.
I 2011 registrerede politi og anklagemyndighed 57 anmeldelser og 90 sigtelser. 98 sager blev afgjort ved bødeforlæg.
Flere anmeldelser
Tallene afslører samtidig en markant stigning i antal anmeldelser. Fra 2011 til 2012 steg tallet med næsten 100 fra 57 til 154.
- Det er klart, at når der er et øget fokus på området, så vil der også komme flere anmeldelser, siger Flemming Damgaard Larsen. Om alle anmeldelser så har ført til, at der er rejst sigtelser, det er svært at sige. Fordi anmeldelserne foregår ét år og sigtelserne bliver måske først rejst året efter. Så man kan ikke helt sammenligne tallene inden for det enkelte år. Men det vigtigste for mig er, at ulovlig cabotage bliver stoppet.
- Alt hvad der kan sætte fokus på problemet, herunder også spørgsmål fra et folketingsmedlem, gør jo, at myndighederne i højere grad vil sætte ind over for den ulovlige cabotage. Og det er meget vigtigt.
Jeg vil bruge de her oplysninger i debatten, for hele tiden at medvirke til, at der er fokus på området, så vi kommer den ulovlige cabotage til livs, siger han til Transportmagasinet.dk.