23948sdkhjf

Øget indsats mod snyderi

I denne uge kommenterer Poul Rudolf det overenskomstnævn, som regeringen er blevet enige med 3F, DTL og ATL om. Hvad er egentlig meningen med nævnet?
Transportbranchen bliver nu beriget med noget så fornemt som et overenskomstnævn. Dermed får både DTL og fagforbundet 3F opfyldt et længe næret ønske om en øget indsat mod de uorganiserede vognmænd. De skal holdes i ørene, og der skal gennemføres en fælles sag mod løndumping, som er fagbevægelsens helt store mærkesag.

Med etablering af nævnet forsøger DTL og 3F at markere sig som de seriøse spillere på transportbanen. De har på forhånd sikret sig selv – sammen med ATL – at blive repræsenteret i nævnet, som får en landsretsdommer som formand. Formentligt en af Arbejdsrettens dommere.

Tilsyneladende ligger der stor prestige i at være initiativtagere til et overenskomstnævn, som skal vurdere, om der aflønnes korrekt efter overenskomsten. DTL og 3F opfatter i hvert fald nævnet som en stor politisk sejr.

ITDs adm. direktør Jacob Chr. Nielsen har svært ved at se meningen med nyskabelsen. Han siger direkte, at forslaget om et overenskomstnævn udelukkende handler om, at trængte fagforeninger og desperate arbejdsgiverforeninger ønsker at binde medlemmerne til sig. Debatten er også præget af nok så hårde udtryk som "organisationstvang" og "statskommunisme." i dansk vejtransport.

Ordkrigen mellem ITD og DTL har på ingen måde mistet sin styrke.

Overenskomstnævnet indgår som et punkt i regeringens revision af godskørselsloven, men den borgerlige opposition mener, at et sådant nævn er på kanten af principperne om foreningsfrihed. Flere politikere har mere end svært ved at se, hvorfor Folketinget skal lovgive om overenskomstforhold på transportområdet

Sagen har allerede leveret mere brænde til transportbranchens splittelsesbål. Den optrappede uenighed kunne måske være undgået, hvis ITD på en eller anden var blevet tilgodeset i overenskomstnævnet og ikke bevidst skubbet ud af det gode selskab. Men der var åbenbart ikke plads til de mere liberale sønderjyder, som er lidt mere til den frie konkurrence.

Det må formodes, at ITD i lige så høj grad som DTL, 3F og ATL ønsker at bekæmpe de ulovligheder, som vitterligt eksisterer i den virkelige vognmandsverden. De har måske også nogle ideer og brugbare redskaber, som kan anvendes i kampen om at finde de formastelige lovovertrædere.

Uden portefølje

Derfor kunne man have give en portefølje til specielle opgaver til ITD - altså ligesom man i den politiske verden anvender begrebet "minister uden portefølje". Det er en minister uden eget fagministerium, som sættes til særlige, ofte tidsbegrænsede opgaver.

Med ITD kunne overenskomstnævnet blive tilført en markant viden i kampen mod de virkelige plattenslagere. Men sådan ønskes det ikke. Det nedsatte nævn råder - efter egen opfattelse - selv over den nødvendige ekspertise og vil selv styre deres højt profilerede overenskomstnævn, som de stiller så store forventninger til.

Nu ved ingen, om et sådan nævn i praksis vil gøre den store forskel på antallet af ulovligheder. Selv folk med et beskedent kendskab til transportbranchen har deres tvivl. Måske bliver der opdaget flere ulovligheder, og det er da også en form for sejr.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078