Piratgidsel: Vi blev behandlet som dyr
Sydafrikanerne Debora Calitz og Bruno Pelizzari er frigivet efter at have været piratgidsler i 20 måneder.
Det fremgår af udtalelser fra Debora Calitz, som har talt ved en følelsesladet pressekonference i lufthavnen i Sydafrikas største by, Johannesburg, da de to returnerede til deres hjemland.
Det skriver nyhedsbureauet AP ifølge Washington Post. De to blev frigivet torsdag i sidste uge.
Hun fortalte, at de to var lagt i håndjern i perioden - og at gidseltagerne kun gav dem lidt mad; blandt andet ris, pasta og brød.
Mere opsigtvækkende sagde Debora Calitz ved pressekonferencen, at de to gidsler fra tid til anden blev behandlet værre, end hvis de havde været dyr.
I lufthavnen stod venner og bekendte klar til at modtage Debora Calitz og Bruno Pelizzari. De fremmødte lykønskede de nu tidligere gidsler, mens flere græd af glæde. Andre havde blomster med.
Debora Calitz fortalte til de fremmødte journalister, at hun ikke ved, om der blev betalt en løsesum.
De to sydafrikanske gidsler har været taget til fange siden 26. oktober 2010 og er nogle af de gidsler, der har siddet længst hos somaliske pirater. De blev kidnappet fra lystyachten Chozil i den sydlige del af Det Indiske Ocean.
Piraterne fik ikke lystyachten med, men kidnappede de to sydafrikanere, der siden angiveligt har været i land i Somalia.
Ifølge det sydafrikanske udenrigsministerium er frigivelsen et resultat af et samarbejde mellem myndigheder i Sydafrika, Italien og Somalia.
At Italien er indblandet skyldes, at den ene af de to frigivne gidsler, Bruno Pelizzari, har dobbelt statsborgerskab.
To danske søfolk er på 17. måned sammen med deres fire filippinske kolleger gidsler hos somaliske pirater. Dermed er de blandt de gidsler, der har siddet længst tilfangetaget hos somaliske pirater.
/ritzau/