Politiet: Ingen klapjagt på cabotage
For Danske Speditører er det betryggende, at politiets øgede kontrolindsats rettes mod ulovlig cabotage, og ikke mod cabotage generelt.
- Rigspolitiet orienterede om aktuelle tiltag, og i den forbindelse blev det slået fast, at cabotage er blandt de ting, som politiet inddrager i sine multikontroller på linje med overholdelse af køre/hviletidsbestemmelser, vægt og bremseevne.
Multikontrollerne er vejsidekontroller, hvor alle forhold i forbindelse med køretøjerne kan ses efter. Disse kontroller vil blive hyppigere, og på mødet præciserede Rigspolitiet, at der ikke er tale om en "indsats mod cabotage", men om kontrol af, om cabotage sker efter reglerne.
Krav om begrænsninger
- Vi hører for tiden flere organisationer og politikere kræve "politiindsats mod cabotage og unfair konkurrence". Her er det godt at vide, at politiets indsats ikke kommer til at foregå som klapjagt på lovlig cabotage, fortsætter Martin Aabak.
- Vores medlemmer er interesserede i, at reglerne er entydige og i overensstemmelse med dansk og europæisk lovgivning. Vi er interesserede i, at de bliver håndhævet på en måde, som vore kunder i eksport og import og vore leverandører i transportbranchen kan være tjent med.
Cabotage til gavn for Danmark
- Cabotage er en rationel udnyttelse af transportmidlerne til gavn for Danmarks konkurrenceevne og vækst, siger Martin Aabak.
- Muligheden for at lave cabotageture gør det mere attraktivt for udenlandske vognmænd at tage ture til Danmark, fordi der bliver mindre tomkørsel og fordi muligheden for at få returlæs bliver bedre.
- Det er en fordel for et udkantsland som Danmark under konjunktursituationer, hvor der er knaphed på kapacitet, og hvor det er mere attraktivt at køre kortere ture i det centrale Europa.
- Det gør også økonomien i transporten bedre for de importerende virksomheder, at de ikke skal betale hele regningen for tom returkørsel, og endelig forbedrer det klima- og miljøregnskabet.
Fri cabotage fra 2014
Det er EU-kommissionens hensigt at afskaffe de gældende cabotagebegrænsninger. Planen er, at det skal ske i 2014 i forbindelse med en revision af vejtransportreglerne.