EU vil fjerne grænsebøvl for biler
Flådeejere skal kunne flytte biler frit mellem EU-lande, mener EU's erhvervskommissær Antonio Tajani.
Kernen i forslaget er et nyt princip om, at bilen skal registreres i bopælslandet. Det indebærer, at andre lande ikke kan kræve en omregistrering, selv om ejeren opholder sig i et andet land i en længere periode.
Samme princip skal gælde virksomheder, hvor lastbiler, busser og varevogne skal registreres i det land, hvor firmaet har sit reelle hovedkontor.
Det fremgår ikke af forslaget, hvordan cabotagereglerne skal håndhæves, når en lastbil kan køre i andre EU-lande som var den hjemhørende der.
Fri bevægelse for udlejningsbiler
Forenklingen omfatter autoforhandlere og udlejningsfirmaer, der ønsker at flytte biler mellem lande alt efter turistsæson og efterspørgsel uanset nummerpladens nationalitet.
Med andre ord skal det være muligt at leje en bil på eksempelvis lettiske, østrigske eller spanske nummerplader i såvel Kastrup som Frankfurt.
Forslaget vil gavne ejerne af de 3,5 millioner køretøjer, som ifølge EU-kommissionen bevæger sig over grænserne i erhvervsøjemed.
Det tager i gennemsnit en uge at afregistrere en bil og yderligere fire uger at genregistrere den i et andet medlemsland, altså fem uger i alt, oplyser Antonio Tajani.
Øget handel med udenlandske brugtbiler
EU-kommissionen sigter tillige på at gøre det nemmere at købe brugtbiler i andre EU-lande. Det hjælpes på vej af forslaget om gensidig anerkendelse af myndighedsgodkendelser, så eksempelvis oplysningerne om en brugt bil købt i Tyskland anerkendes i Danmark.
Videre foreslås en midlertidig registrering på 30 dage, så en brugt bil kan transporteres til en ny ejer i et andet land. Endelig indføres en såkaldt "professionel registrering" for autoforhandlere, der foretager korte ture i andre medlemslande.
Afgifter lades urørte
- Problemer i forbindelse med indregistrering af køretøjer blev i rapporten om EU-borgerskab angivet som en af de vigtigste hindringer for borgerne, når de flytter til eller vil arbejde i et andet EU-land, påpeger EU-kommissæren.
Forslaget vedrører ikke bilafgifter og griber ind ikke i det danske afgiftssystem, oplyses det hos EU-kommissionen.
Skatteministeriets vurdering af mulige smuthuler foreligger selvsagt ikke, da ministeriet ikke har fået forslaget officielt forelagt. Det drejer sig eksempelvis om fristen på seks måneder for omregistrering ved flytning til et andet land.