To minutters forsinkelse kostede kørekortet
En vognmands chauffører fik store bøder og mistede betinget deres kørekort, da de rullede fra færgen og ikke kunne finde et sted at holde hvil med det samme.
Dommene faldt i begyndelsen af januar 2012.
Chefkonsulent Lars Nielsen fra ITD mener, at dommene endnu engang understreger danske myndigheders rigide tilgang til køre/hviletiden.
- Det er endnu et eksempel på, at en pragmatisk måde at håndhæve reglerne på er helt fraværende hos de danske myndigheder, siger han.
- Ikke noget med at sætte mennesket i centrum.
Få minutters overtrædelse
- Sagerne er helt groteske, siger økonomidirektør Mikael Schmidt fra Frank Nørager & Co.
- Sagerne begyndte, da chaufførerne rullede om bord på færger til forskellige destinationer. Ifølge reglerne skal en chauffør holde et 11 timer langt hvil om dagen. Imidlertid findes der en "færgeregel," som betyder, at en chauffør må bruge en time af denne hviletid på at køre af og på en færge.
I tilfældet med de fire chauffører fandt myndighederne ved en efterfølgende kontrol, at chaufførerne havde brugt mellem 62 og 66 minutter til at finde en hvilested.
Overskridelsen på ganske få minutter resulterede i, at de blev dømt for ikke at have holdt den lange pause på 11 timer. Derfor blev dommen så hård.
Gode forklaringer
Der er gode forklaringer på disse overskridelser.
1/ I ét af tilfældene blev en chauffør forsinket 50 minutter i tolden og bagefter af en spritkontrol. Det betød en fem minutters overskridelse af "færgetiden".
2/ Terrorregler gør, at lastbiler ikke må parkere på havnearealer. Derfor skyndte en chauffør sig til et industrikvarter for at finde et egnet sted at holde men desværre fem minutter for sent!
3 En tredje chauffør fandt de første to rastepladser optaget og blev to minutter forsinket.
- Tænk på, hvor let det er at blive to minutter forsinket som bilist, siger Mikael Schmidt.
- Nogle gange føler jeg, at køre/hviletidsreglerne er bygget op i nogle kasser, hvor hverdagen ikke passer ind.
- Vi valgte at gå i retten med sagen. Byretten i Hjørring dømte imidlertid til fordel for anklageren med bøder og betingede frakendelser af kørekort.
- Jeg forstår ikke præmissen i dommen. Reglerne tager ikke højde for det menneskelige aspekt, og det vil vi ikke acceptere, slutter Mikael Schmidt, som vil appellere dommen til landsrettet.
ITD ind i sagen
TD har besluttet sig for at støtte vognmanden og går fra nu af aktivt ind i sagen.
- Frank Nørager & Co. bruger meget tid og mange kræfter på at sikre sig, at chaufførerne overholder reglerne, fortæller lars Nielsen.
- Der bliver holdt kurser og lavet pjecer. Firmaet har ansat en medarbejder udelukkende til at holde medarbejderne orienteret om reglerne.
- Derfor mener jeg, at reglerne håndteres alt for stift. Ved bevidst snyd skal der selvfølgelig slås hårdt ned, men her har chaufførerne gjort alt, hvad de kan for at holde sig inden for tidsgrænsen, siger Lars Nielsen.
- Der er tale om overskridelser på ganske få minutter, som er fuldstændig uden betydning for trafiksikkerheden.
- Jeg håber virkelig, at et mere pragmatisk syn på sådanne sager vil vinde frem.