Kalundborg bliver containerhavn
Kalundborg Havn kommer med på Unifeeders rutenet. Der bliver direkte forbindelser til Hamborg og Bremerhaven.
Sammen med shippingfirmaet Schulz Shipping vil havnen etablere Kalundborg Container Terminal (KCT). Den etableres ved kaj 5 og 6, som har en vanddybde på 9,5 meter. Kajerne skal være klar den 14. maj 2012, når det første containerskib kommer fra Hamborg og Bremerhaven. Herefter vil der være anløb hver mandag i Kalundborg.
Udover Tyskland omfatter ruten også anløb i Storbritannien, Polen, de baltiske lande, Rusland og Finland.
Terminalen vil blive serviceret af en mobilkran med automatisk containeråg. Ind- og udlevering vil foregå med reachstacker.
Længe næret ønske
Kalundborg har Sjællands største industriområde uden for hovedstadsområdet, og det er virksomheder her, der har presset på for at få direkte forbindelse til de store europæiske havne. Det gælder ikke mindst Novozymes, som har verdens største enzym-produktion i netop Kalundborg.
Havnedirektør Bent Rasmussen har længe drømt om at få en containerrute til Kalundborg.
- Ønsket er med i vores masterplan. Intentionen er at skabe en af de bedste og mest fleksible feederhavne for containere i Danmark.
- Vognmænd får desuden mulighed for at køre modulvogntog direkte til Kalundborg Container Terminal. Vi vil sørge for at ekspedere bilerne på hurtigst mulig tid.