SAWO styrker ledelsen
Inden for de seneste halve år har SAWO ansat tre unge nye ledere. Asger Sibuhr Nielsen som teknisk chef, Jacob F. Foldager, salgschef, og Steen Mortensen, driftschef.
- Det er tid til at udvide og styrke ledelsen, siger Ivan Chrost.
- Derfor har vi målrettet ansat tre yngre og meget kompetente personer. De har stor teknisk indsigt. De har ambitionerne - og de har ikke mindst de menneskelige kvalifikationer til få SAWO videre den kommende tid.
Og hvem er de så, disse tre yngre og kvalificerede mennesker?
Jacob Foldager
Jacob F. Foldager er 42 år. Han kommer fra en stilling hos HMK Bilcon i Gistrup, hvor han var ansvarlig for salg til forsvaret - både i Danmark og udlandet. Inden da var han hos Hydrema i tre år. Også her var han ansvarlig for forsvarsprojekter.
- Jeg har i flere af mine job haft med forsvaret at gøre, fortæller Jacob Foldager.
- Det har været tilfældigt, for jeg har ingen større karriere i militæret. Jeg har blot aftjent min almindelige værnepligt.
- Mit første egentlige arbejde efter endt ingeniøruddannelse og ansættelse som forskningsadjunkt på Aalborg Universitet var hos firmaet Composhield, hvor vi forskede i skudsikre materialer. Det er formentlig herfra, at min specialisering i forsvaret er kommet. Det var i hvert fald en stor kunde for firmaet.
Lange beslutninger
- I mit nye job hos SAWO har jeg lagt vægt på, at jeg vil have et mere civilt fokus, hvor forsvaret ikke bliver den altdominerende kunde. Når man arbejder med forsvaret, skal man være indstillet på lange beslutningsprocesser. Der går ofte to-fire år, før der kommer et egentlig køb ud af forsvarsprojekter.
- Nu vil jeg gerne over i noget andet, hvor beslutningsprocessen er kortere, siger han.
Jacob Foldager bliver chef for salgsafdeling med 12 ansatte, som SAWO har rundt omkring i landet.
Steen Mortensen
Steen Mortensen, 47 år, er den senest ankomne til SAWO. Han er tiltrådt den 1. maj. Han har tidligere været kollega med Jacob Foldager i Hydrema.
- Jeg har været hos Hydrema i to omgange. Først i fire år, senere i 10 år som værkfører, fortæller Steen Mortensen, som senest har været ansat i Højbjerg Maskinfabrik som opbygnings- og servicechef med ansvar for de fire opbygningssteder: Nørresundby, Galten, Rødekro og Roskilde.
Oprindelig er Steen Mortensen uddannet kleinsmed fra Jørn Bladt i Aalborg. Den uddannelse har han suppleret med en akademiuddannelse i ledelse. Han er også uddannet i militærpolitiet.
Ansvar for værkstederne
I SAWO får Steen Mortensen ansvaret for de 12 opbygnings- og serviceværksteder, som SAWO råder over rundt omkring i Danmark. De udfører service og bygger biler op fra bunden.
- Det er en stor organisation med mange medarbejdere. Min fornemmeste opgave bliver at optimere produktionen og koordinere opgaverne, så vi får udnyttet vores kapacitet på den bedste måde.
Asger Nielsen
Asger Sibuhr Nielsen er uddannet klejnsmed. Han har suppleret sin håndværksmæssige uddannelse med en maskiningeniøruddannelse på Horsens Teknikum. Han har tidligere været projektleder ved Monberg & Thorsen Stål, som blev fusioneret med Højgaard & Schulz og i dag hedder Promecon. Senere blev han medejer af opbygger virksomheden MFH Hydraulik i Kolding, som SAWO overtog i 2005.
- Dengang kunne SAWO kun tilbyde mig et salgsjob, hvorfor jeg søgte jeg tilbage til min gamle arbejdsplads Promecon, hvor jeg var projektleder på stålleverancer til større maskin- og brobyggerier, fortæller han.
Asger Nielsen har blandt andet været projektleder på den maskindels- og styringsleverance, som løfter bro segmentet på Södertälje jernbanebro syd for Stockholm. Broen er i dag byens vartegn.
Yderligere har Asger via Eltronic A/S været involveret i design og specifikation af avanceret løfteudstyr til vindmølleindustrien.
Tekniker til fingerspidserne
- Jeg er tekniker og holder af at være indblandet i tekniske projekter, så udfordringen i mit nye job hos SAWO passer til mine ambitioner.
- Som teknisk ansvarlig skal jeg have overblikket over standardprodukterne og involveres i vores mange specialopbygninger. Jeg skal sikre den rette dokumentation for begge dele. Det kræver, at man er med på state-of-art", da der løbende kommer nye standarder og direktiver.
- Jeg følger meget med i EU standardisering og direktiver, da det giver klare linjer for, hvad og hvordan produkter skal sikres og dokumenteres. Vi er i en branche, hvor der er mange luftige" teorier, og så er det jo rart at have standarderne at forholde sig til, så snakken hurtigt kan kortes ned.
- Principielt vil jeg håbe på at der kommer mere fokus på kontrollen af dokumentation. Kigger vi på branchen i sin helhed, er der stadig en del aktører, hvor en simpel risikovurdering end ikke er med i overvejelserne, inden et produkt markedsføres.
Dynamisk branche
For Asger Nielsen er transportbranchen en spændende branche. Ingeniørmæssigt set er alle discipliner repræsenteret i form af dynamiske og statiske konstruktioner for beregning og design.
- Kunderne har ét stort ønske. Køretøjet skal veje så lidt som muligt, for så kan de tage mere med. Udfordringen for os er, at køretøjet skal kunne holde. Det handler om at skabe en balance mellem materialer og de belastninger, produkterne udsættes for.
- Vi kan ikke tillade os at være konservative i den konkurrence, vi lever i. Vi skal kunne tilbyde vores kunder markedets bedste og mest effektive produkter. Derfor skal vi hele tiden have fokus på at kunne optimere hen mod kundernes ønsker.
- Vore værksteder sætter jo forskellige del produkter sammen til ét køretøj: hejs, kran, tippelad og alt muligt andet. Jeg er ansvarlig for, at det hele er dokumenteret og produceret på forsvarlig vis, og at den samlede opbygning opfylder kunde og myndigheds krav. Vores kunder skal kunne regne med deres produkt leveret fra SAWO.
Med i lederteamet
De tre unge chefer kommer til at indgå i SAWOs ledergruppe, som udover Flemming Christensen og Ivan Chrost, også består af Michael Hansen som har været økonomichef i 18 år og Peter Skibsted som tiltrådte som reservedelsansvarlig for et par år siden.
- Det er en ret væsentlig ændring i SAWOs ledelse, siger Jacob Foldager, den nye salgschef.
- Der var ingen, der sad i vores jobs for tre måneder siden. Nu er vi her - og der er et stort fokus på at få os integreret i virksomheden.
- Vi har endnu kun været her i kort tid. Vi har fået mange indtryk og fået en hel del praktiske og konkrete opgaver at arbejde med. Ved at sikre at der tales strategisk sammen og samarbejdes på tværs af vores ansvarsområder, kan de mange opgaver løses bedre og generelt mere effektivt.
Skabe synergi
Steen Mortensen, den nye driftschef, samtykker.
- Ja, vi er jo ikke bare én opbyggervirksomhed. Vi er 12 serviceværksteder, hvoraf de 6 også er special opbygningsværksteder, som skal koordinere kompetencer og indsats.
- Fordi vi satser på høj kvalitet, skal vi udnytte vores stordriftsfordele. Vi skal kunne indkøbe billigere samt skabe synergi og effektivitet mellem vores mange værksteder. Det er den største mulighed vi har, så vi kan sælge slutprodukterne til konkurrencedygtige priser.
Udfordringen
Transportmagasinet: Hvad er den egentlige udfordring for SAWO?
- Det er at skabe en sund effektiv voksende forretning, svarer Steen Mortensen.
- Vi består af 12 værksteder. Den kapacitet skal udnyttes på bedste måde. Vi har for eksempel mulighed for at flytte en opbygning til et af vores andre opbygningsværksteder, hvor der er mere kapacitet.
- Køretøjet må ikke se anderledes ud, fordi den er produceret på et af vores andre værksteder. Derfor skal vi konstant arbejde på at få ens kvalitet og samme kompetencer på opbygningsværkstederne. Vi skal have gode standarder for, hvordan vi gør tingene.
- Det samme gælder jo på service og reparationsområdet, her er fokus på god service prioriteret højt, hvilket stiller store krav til viden deling og uddannelse.
Ensartet produktion
Jacob Foldager nikker; - Ja, vores produktion skal i det store og hele være ens, uanset hvor i landet, den foregår. Bilen skal kunne det samme og se ens ud, uanset hvilken afdeling den kører ud af.
- Mange kunderne binder sig til et bestemt værksted eller en bestemt opbygger. Det er ikke unormalt, at en kunde kommer ind og siger, at de vil have bilen bygget dér, og at det skal være af
dén mand. Bilen skal være magen til den, jeg fik sidst.
- Ja, det giver en udfordring, men med god dokumentationen kan det udføres til alles tilfredshed, indvender Asger Nielsen.
Undgå dobbeltarbejde
Steen Mortensen bryder ind: - I dagligdagen handler det om, at vi kommer tidligt ind i dialogen med bilhusene og slutkunderne. Vi er de bedste til at rådgive om den mest optimale løsning.
- Det er ærgerligt for kunden at skulle betale for flytning af et udstødningsrør, lufttanke eller en AdBlue-tank, fordi den sidder i vejen for et kran støtteben. Ved at koordinere og planlægge arbejdet i god tid, kan vi undgå sådan et dobbeltarbejde. Bilfabrikken vil i stort omfang kunne placere visse komponenter rigtigt i forhold til den ønskede opbygning.
- Så slipper kunden for den ekstraudgift, det er at lave tingene to gange.
Store udfordringer
Ifølge Ivan Chrost står de tre nye over for store udfordringer; men de har kvalifikationerne og indstillingen til at kunne klare dem.
- Inden krisen havde vi 440 medarbejdere og omsatte for 555 millioner kroner. I dag har vi 200 medarbejdere og en omsætning på 250 millioner kroner.
- Det har været en hård tid, hvor vi har måttet passe på vores penge, men det har været nødvendigt at skære virksomhed så kraftigt ned. Når man gør det, kommer man også til at skære noget af den nødvendige organisation væk. Derfor er det vigtigt, at vi bygger en ny handlekraftig organisation op og får skabt et SAWO, der fungerer optimalt hele vejen rundt. Vi skal koncentrere os om vore grundprodukter. Det er kraner, hejs, tip, påhængsvogne og nu renovationskøretøjer.
- Vi har serviceret renovationsbiler i mange år, men ved køb af aktiviteterne i Norbas danske selskab, har vi nu import og forhandling af et produkt, som vi tror at vi kan løfte op på en fortjent markedsandel.
Ivan Chrost der af helbredsmæssig årsag arbejder for nedsat kraft efter at være blevet påkørt i et trafikuheld, slutter med at sige:
- Vi følger budgetterne og resten af regnskabsåret ser fornuftig ud med et rimeligt resultat - alt taget i betragtning.
Både Flemming og jeg er overbevist om at SAWO med den nuværende organisation, har en sammensætning der ved god indsats kan løfte virksomheden til rette niveau de kommende år.