Jilko solgt til Novatech
Tankvognsspecialisten Jilko er solgt til Novatech-gruppen, som fremstiller transportløsninger til skibsfart og industri.
Novatech fremstiller transportløsninger til skibsfart, havne og industrien. Selv om hovedsædet ligger i Aalborg, foregår produktionen i det sydlige Polen efter danske anvisninger. Her er godt 200 mand beskæftiget med stålproduktionen.
- Jeg er utrolig glad for, at Jilko er blevet en del af Novatech, siger den tidligere ejer og direktør i Jilko, Svend Aage Friis.
- Den erfarne medarbejderstab har nu mulighed for at fortsætte under det nye ejerskab og styrke sin i forvejen store ekspertise.
Selv fortsætter Svend Aage Friis i firmaet indtil nytår med den nye ledelse, som består af direktør Henrik Sakstrup. Han kommer fra et rederi, hvor han har haft det administrative ansvar for teknisk vedligehold.
- Vores ambition er, at Jilkos speciale skal videreudvikles som medlem af Novatech-gruppen, siger Henrik Sakstrup.
- Virksomheden skal fortsætte med at have speciale i komplette specialløsninger og altid være på forkant med udviklingen, slutter han.
Maskinfabrikken Baastrup, som er kendt for sine landbrugs- og entreprenørvogne, er også en del af Novatech-gruppen.
Jilko leverer i øvrigt i disse dage tankvogn nummer 9 og 10 ud af en leverance på 24 stk. tankpåhængsvogne til DLG.