Svensk regering griber ind i vægt-sagen
Problemerne med svensk politis håndhævelse af et forbud mod grænsekrydsninger med over 40 tons totalvægt har nu sat gang i den svenske regering.
Ministeren er opsat på, at transporterne over grænserne kan fortsætte så effektivt som hidtil hvilket betyder opretholdelse af højere vægtgrænser, end de 40 tons totalvægt, EU-reglerne har sat som udgangspunkt.
Fejlfortolkning af retten
Regionschef Thorbjørn Heierson fra den svenske vognmandsorganisation Sveriges Åkeriföretag forklarer, at den svenske landsret har fejlfortolket EU-reglerne.
Normalt har det været tilladt at krydse grænserne mellem Sverige og Danmark/Norge med lastbilkombinationer, der ikke opfylder de svenske krav til akselafstand og længde på trækstang forudsat at totalvægten ikke overskred 40 tons. Hvis vogntogene opfylder de svenske krav til akselstand og længde på trækstangen, har det hidtil været tilladt at krydse grænsen med f.eks. 48 tons totalvægt.
Dette mener retten ikke er tilladt, og svensk politi har nu indrettet deres kontrolpraksis på et reelt forbud mod, at international trafik mellem to lande kan køre med samme totalvægt som nationale transporter i de samme lande.
Løsning skal findes nu
- Tilstanden er helt uacceptabel, siger DTL's erhvervspolitiske chef Ove Holm.
- Det giver ingen mening og ødelægger skandinavisk transporterhvervs ry. Vi ved, at både den danske transportminister og Trafikstyrelsen også arbejder på højtryk med sagen, og vi håber på en løsning meget snart.