Slut med modulvogntog i Slesvig-Holsten
Den nye lokalregering i Slesvig-Holsten har besluttet at trække den nordtyske delstat ud af det landsdækkende tyske forsøg med modulvogntog.
Slesvig-Holsten var ellers fra starten meget positiv og var blandt de delstater, der havde meldt flest veje på positivlisten.
ITD dybt skuffet
- Det er et skuffende og helt uforståeligt træk fra den nordtyske lokalregering, siger ITDs chefkonsulent Jørn-Henrik Carstens.
- Det danske forsøg har tydeligt dokumenteret, at modulvogntogene sparer diesel og effektiviserer transporterne, uden at det går ud over sikkerheden. Det er meget beklageligt, at vi ikke kan komme i gang med at høste potentialerne i international sammenhæng.
25 vognmænd interesserede
Omkring 25 af ITDs medlemsvirksomheder har vist interesse for at deltage i det tyske modulvogntogsforsøg. Jørn-Henrik Carstens forventer, at de nu helt trækker følehornene til sig.
- Det er frustrerende, siger han.
- Der kan ikke være andre forklaringer, end at der er gået følelser i den hos lokal-regeringen. For de saglige argumenter er simpelthen umulige at føje på.
- At nordtyskerne ikke engang vil deltage i et tidsafgrænset forsøg som det igangværende kunne indikere, at de måske ligefrem er bange for, at evalueringen kunne forløbe positivt, og at modstandernes argumenter dermed ville blive endnu tyndere.