En ladeport på vid gab
DTL frygter, at regeringen åbner for mere social dumping
- Det er kommet nogle fortolkninger fra Trafikstyrelsen, hvor det reelt set er lovligt at køre systematisk cabotagekørsel som man skriver i et svar til folketinget. Hvis det virkelig er konklusionen på embedsværkets granskning af de her regler, så er det er kæmpe problem, mener administrerende direktør i DTL, Erik Østergaard. Fordi det er reelt et spørgsmål om, at man så har liberaliseret indenrigskørsel i Danmark med udenlandske lastbiler. Det er jo stærkt bekymrende, hvis det er tilfældet. Det står i kontrast til de initiativer som regeringen, herunder beskæftigelsesministeren, har sat sig for.
Stik imod ambitionen
- Regeringen har i deres 2020 plan sat som ambition, at man vil ud og skaffe 20.000 flere arbejdspladser. Samtidig med at regeringen har meldt klart ud, at man ikke vil acceptere social dumping. At udlændinge der arbejder i Danmark skal arbejde på danske løn- og ansættelsesvilkår. Men her har man altså ikke bare en kattelem men en ladeport som transportministeren er i gang med at åbne op på vid gab gennem de fortolkninger, der kommer fra hans embedsværk omkring cabotagereglerne. Man er kommet med nogle udtalelser, der går i retning af, at systematisk cabotagekørsel efter styrelsens opfattelse er lovligt.
Personligt har jeg svært ved at se, hvordan man kan nå frem til den konklusion, siger Erik Østergaard. Fordi hvis man kigger i selve forordningen, så siger den, at cabotagekørsel bør ikke forbydes hvis den ikke udføres på en sådan måde at der skabes en permanent eller løbende aktivitet i en medlemsstat. Hvis man hele tiden kører ind over grænsen, ligger og kører tre nationale ture som man må, kører ud over grænsen og derefter kører igen, så vil det blive en løbende aktivitet, som efter forordningens ordlyd er ulovligt. Derudover har styrelsen selv i en vejledning for et par år siden konkluderet, at hvis den internationale transport der går forud for cabotagekørslen har en karakter, som primært har til formål at anvende cabotagereglerne, altså at komme ind til Danmark og køre indenrigskørsel, så er det i sig selv også ulovligt, lyder det fra DTL´s administrerende direktør.