Vognmænd i strid
På weekendens generalforsamlingen i Sydøstjyllands Vognmandsforening tog formanden Per Rasmussen også fat på det helt store aktuelle debatemne: Er det DTLs eller ITDs ideologi, der skal skabe fremtidens rammevilkår for vognmandsbranchen.
For Per Rasmussen, formand for Sydøstjyllands Vognmandsforening, er sagen helt klar - og han brugte problemerne omkring cabotage til at forklare forskellen:
- Tre transporter på en uge, så er det ud af landet igen. Sådan er reglerne, når en udenlandsk indregistreret lastvogn er kommet til Danmark med et læs gods og derefter hyres til transporter mellem to danske bestemmelsessteder. Den trafik hedder cabotagekørsel, og reglerne overtrædes dagligt.
- Det værste er næsten, at der ofte står danske vognmænd bag disse transporter - vognmænd med en flåde af biler, indregistreret i andre lande, og med chauffører til en helt anderledes løn og overenskomst end den danske. Det giver unfair konkurrence, især når vognmændene lader deres udenlandske chauffører køre flere transporter end tilladt i stedet for at nøjes med den lovlige kørsel. Den ulovlige trafik vil vi til livs.
Ulige vilkår
- Som jeg opfatter det, vil ITD allerhelst have et helt frit vognmandsmarked i hele Europa. Jeg tror ikke, det vil være til gavn for danske vognmænd og danske chauffører. Tværtimod vil det betyde en konkurrence på alt for ulige vilkår også herhjemme.
- Skulle I gå hen og blive fristet til at skifte til ITD på grund af billig forsikring og måske et par af deres gratis ydelser, så kan det da godt være, I kan spare lidt penge her og nu. Men hvad hjælper det, når I så samtidig har fået fri cabotage og ingen overenskomst? Tror I så selv på, at der er nogle af os, som har en forretning om fem år?
- Det er det, vi på godt jysk kalder "at pisse i bukserne for at holde varmen". Det varmer som regel ikke ret længe, og bagefter bliver det bare rigtig koldt.
Hermed argumenterede Per Rassmussen for at støtte DTL frem for ITD.