Hårde tider for vognmændene
Generalforsamling i Sydøstjyllands Vognmandsforening: - Vi skal ikke underbyde hinanden, sagde formanden, Per Rasmussen.
Det konstaterede formanden, Per Rasmussen, da Sydøstjyllands Vognmandsforening lørdag den 10. marts holdt generalforsamling på Hotel Opus i Horsens.
- I det forløbne år har der været nogenlunde stabil beskæftigelse til den reducerede vognpark, som vi totalt set er landet på. Men det kniber stadig med indtjeningen. Spørgsmålet er så:
* Er vi tilfredse med "fuld" beskæftigelse og en utilfredsstillende indtjening?
* Må vi erkende, at det ikke længere nytter at tale om krise, og at vi tværtimod er nået til normale tilstande?
Per Rasmussen mente, at de stigende brændstofpriser har en del af skylden, men han kiggede også indad i branchen. For han mente, at det ikke kunne nytte noget, at kolleger underbyder hinanden.
- Vi skal lære at sige "nej tak", når den pris, vi får tilbudt, er alt for lav, mindede han tilhørerne om.
- Tænk, hvad der ville ske, hvis alle undervognmænd ved et stort kørselskontor blev enige om, hvad deres arbejde skulle koste, så de kunne drive en sober forretning. Husk på, at uden undervognmænd har speditørerne ingen forretning.
Også lyspunkter
Per Rasmussen havde også lyspunkter at berette om.
- Trafikstyrelsen er blevet mere striks med at udstede tilladelser til personer, der ikke har haft orden i deres økonomi og vandel som for eksempel konkursryttere. Der er også kommet øget kontrol med, om vognmænd betaler overenskomstmæssig løn, specielt de vognmænd, der ikke er medlemmer af arbejdsgiverorganisationerne.
For at få flere ind i organisationen vedtog generalforsamlingen i øvrigt at tilbyde medlemskab året ud, uden at der skal betales indskud til foreningen.
Ind og ud af bestyrelsen
To bestyrelsesmedlemmer valgte generalforsamlingen til at træde ud af bestyrelsen. Det var Niels Buhl, Vester Nebel, og Jens Sørensen, Øster Starup. De træder ud efter henholdsvis 22 og 40 år i bestyrelsen.
I stedet blev valgt Erik Petersen, Thyregod, og Jens Aage Daugaard, Ågård. Bjarne Andersen, Vamdrup, blev genvalgt.
Suppleanter blev Aage Olesen, Gedved; Søren Pedersen, Egtved: Flemming Thiesgaard, Give, og Per Rasmussen, Juelsminde.
Cirka 40 af foreningens 189 medlemmer deltog i generalforsamlingen.