DSB: Vi aflyser ingen tog over Lillebælt
Lørdag aften lukker broen dog igen for al togtrafik, når arbejdet med en nedfalden køreledning skal afsluttes.
Dermed slipper de mange rejsende mellem Jylland og Fyn for forsinkelser, fortæller Tony Bispeskov, trafikinformationschef i DSB.
- Vi aflyser ingen tog og kører med diesellokomotiver. Så det kommer ikke til at betyde noget for rejsetiden, siger han.
Men trængslerne er ikke ovre for DSB's passagerer. For lørdag aften bliver arbejdet med at rydde op efter den nedfaldne køreledning genoptaget.
- Køreledningerne bliver repareret fra lørdag aften klokken 22 til søndag morgen. Der vil derfor være otte timer, hvor broen er spærret for al togtrafik, siger Tony Bispeskov og fortsætter:
- I den periode kan vi kun køre busser over broen, og det betyder, at passagererne skal skifte til bus mellem Middelfart og Fredericia. Det giver i sig selv en forlænget rejsetid for de fleste på mindst en time.
- Men det er heldigvis kun få passagerer, som rejser på det tidspunkt, siger han.
Når broen igen åbner søndag morgen, forventer Banedanmark at være helt færdig med reparationsarbejdet.
- De meldinger, vi har fra Banedanmark, er, at de bliver færdige med arbejdet i nat, siger trafikinformationschefen.
Der er også godt nyt til de 11.000 danskere, som har valgt at bruge lørdagen på at passere broen til fods. Det planlagte halvmaratonløb vil nemlig ifølge Banedanmark kunne afvikles som planlagt.
Køreledningen faldt ned lidt efter klokken 19 fredag, og den lå i første omgang på kørebanen, hvor den skabte trafikkaos. Og ikke bare var ledningen faldet ned. Også en såkaldt tværdrager var knækket, hvilket komplicerede operationen.
DSB måtte efterfølgende indsætte busser for at fragte passagererne mellem Fyn og Jylland. Det skabte store forsinkelser for passagererne.
/ritzau/