23948sdkhjf

Udvalg skal redde dansk lastbilbranche

Et stort embedsmandsudvalg skal se nærmere på social dumping. Rapport afleveres til oktober.
- Vi skal holde fast i, at der er en fremtid for en dansk lastbilbranche. Vi kan fra politisk hold godt imødegå de ting, der udfordrer erhvervet, siger Ane Halsboe-Larsen (S), som er Socialdemokratiets ordfører angående social dumping.

Hun er medansvarlig for formuleringen af opgaverne for det udvalg, der skal se nærmere på social dumping. Udvalget sammensættes af embedsmænd fra otte ministerier.

Den 1. oktober 2012 får beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) og ordførerne fra de tre regeringspartier samt Enhedslisten en rapport fra udvalget med forslag til, hvordan man kan imødegå disse fem problemer:

Ÿ misbrug af udenlandsk arbejdskraft,

Ÿ underbetaling,

Ÿ skatteunddragelse,

Ÿ ignorering af arbejdsmiljøkrav og

Ÿ sløseri med sikkerhed.

- Det er ikke meningen, at det skal være en syltekrukke, siger Ane Halsboe-Larsen.

Vognmands- og chaufførorganisationer får ikke sæde i udvalget. Kontakten til parterne på arbejdsmarkedet sker gennem en følgegruppe, som består af LO, DA og Kommunernes Landsforening.

Ingen reel kontrol

Cabotage er et af de fem emner, som udvalget skal dykke ned i. Det hedder i udvalgets opgavebeskrivelse, at man skal sikre, at udenlandsk registrerede vognmænd ikke kører gods i Danmark i større omfang, end cabotagereglerne tillader.

- Der har ikke været en reel kontrol af cabotagekørsel i Danmark, siger Ane Halsboe-Larsen.

- Vognmandsbranchen er meget bekymret over, at der er så lidt tilsyn med udenlandske vogne, der kører i Danmark. Man ved ikke, om de kun kører de tilladte ture eller faktisk kører ulovlig cabotage.

Komplekse problemer

Regeringen har allerede gjort en del for at stramme op på området. Politiet har fået ekstra 10 millioner kroner i finansloven til cabotagekontrol. Et lovforslag om højere bøder for overtrædelse af godskørselsloven er ved at blive vedtaget. Senere i februar vil transportminister Henrik Dam Kristensen (S) fremsætte et lovforslag om godskørselstilladelser og kontrol med overenskomstvilkår.

- Det er den nemme del, siger Ane Halsboe-Larsen.

- Der er en række komplekse problemer på området, der ikke lader sig løse så nemt. Jeg forventer et kvalificeret bud på redskaber, der vil virke. Det er en del af udvalgets opgave. De skal blandt andet indhente erfaringer fra andre lande.

En mulighed er at lade transportbranchen blive omfattet af Registret over Udenlandske Tjenesteydelsesudbydere - det såkaldte RUT-register.

- Vi har ingen hellige køer. Udvalgets opgave er at belyse, hvad der er muligt og effektivt inden for EU-lovgivningen uden at skade branchen, slutter Ane Halsboe-Larsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11