Social dumping
Denne uges leder i Transportmagasinet (6. februar 2012) er en kommentar regeringens ønske om at komme løndumping til livs.
DET HAR REGERINGEN heldigvis besluttet at gøre, nemlig at vende stenene. Der er nedsat et stort og hurtigarbejdende embedsmandsudvalg, der skal se på den såkaldte sociale dumping. Det lyder måske selvimodsigende, at embedsmænd, der er blandet ind i et stort udvalgsarbejde, kan arbejde hurtigt - men heldigvis er regeringen meget opsat på at finde løsninger hurtigt. Til oktober skal der allerede ligge nogle brugbare løsningsforslag på beskæftigelsesministerens bord.
DET BLIVER SPÆNDENDE at se, hvad disse embedsmænd kan finde på. For på den ene side er der EU, som med næb og klør vil forsvare varers og menneskers frie bevægelighed. På den anden side står et erhverv som transportbranchen, som i den grad er konkurreret ned under asfalten - og det skyldes blandt andet brugen af billige chauffører andre steder fra.
LAD OS HÅBE, at det ikke kun bliver ved de fine og velmenende ord, når politikere og embedsmænd til efteråret løfter sløret. Der er behov for konkret handling. Det bliver nødt til at være noget med kontrol, registrering og straf. Disse ideer skal hermed være givet videre til det hurtigarbejdende udvalg.