Kvinde skal styre DI Transport
Anne Kathrine Steenbjerge, 37 år, skal fremover stå i spidsen for den danske transportbranche i DI Transport.
Anne Kathrine Steenbjerge har været medlem af regeringens vækstforum og regeringens havnelovsudvalg, der begge blev nedsat under VK-regeringen. Den nye formand har siddet i DI Transports bestyrelse siden 2011.
Nyt syn på branchen
I forbindelse med sin tiltrædelse som formand for DI Transport lægger Anne Kathrine Steenbjerge op til at se med nye øjne på transportsektoren.
- Vi bliver nødt til at kigge anderledes på hele vores samfundsstruktur, så vi kan få udnyttet vores ressourcer endnu bedre, og ikke kun mellem 9-17. I transporterhvervet vil der være meget produktivitet at hente, hvis vi kunne arbejde efter en tanke om døgnsamfundet, hvor vi, via udvidede åbningstider, på godsterminalerne og hos kunderne, kunne levere varer døgnet rundt, siger Anne Kathrine Steenbjerge
- I transporterhvervet skal vi tage ansvar for den store CO2-udledning, vi er årsag til, og vi skal udvikle en bæredygtig, innovativ transportsektor. En reel grøn omstilling af transportsektoren skal være målet og et af virkemidlerne er også at indrette vores afgifter herefter, så de fremmer grønne transporter, siger DI Transports formand.