Kvinde dræbt af lastbil i Billund
En kvindelig cyklist blev dræbt på stedet, da hun torsdag morgen stødte sammen med en lastbil i Billund.
- Ulykken er sket i en rundkørsel, men de nærmere omstændigheder har vi ikke overblik over endnu, fortæller vagtchef Hans Hoffensetz fra Sydøstjyllands Politi til Ritzau.
Politiet har endnu ikke identificeret den dræbte kvinde, men er i færd med at tage kontakt til mulige pårørende.
- Vi kan ikke sige noget om alder eller identitet. Kun at der er tale om en kvinde, fortæller Hans Hoffensetz.
Ulykken skete klokken 6.50 i rundkørslen Vejlevej/Grindstedvej/Hans Jensen Vej i Billund. Ifølge politiet er der tale om en dansk lastbil.
- Cyklisten blev dræbt på stedet, fortæller Hans Hoffensetz.
Politiet er nu i gang med undersøgelser og afhøringer for at finde ud af årsagen til ulykken.
- Vi har folk derude i øjeblikket, og vi har også tilkaldt en bilinspektør, fortæller Hans Hoffensetz.
/ritzau/