Ny Stralis fra Iveco
Hi-Way hedder Ivecos nye flagskib i Stralis-serien. Køretøjet klarer Euro 6-normen med en helt ny motorteknologi, HI-eSCR. Der er nye instrumenter og sikkerhedssystemer.
At Spanien spillede italienerne ud af banen betød ikke så meget for Ivecos-topledelse, som var til stede ved præsentationen.
- Uanset kampens udfald vinder Iveco. Vores nye Stralis Hi-Way bliver nemlig produceret på vores fabrik i Madrid. Så den er både italiensk og spansk. Den nye trend inden for lastbiludvikling går ud på at skabe en lastbil, som på alle områder hjælper vognmanden med at reducere sine omkostninger. Det har Ivecos designere og ingeniører også haft i tankerne med Stralis Hi-Way:
Reduceret brændstofforbrug.
Lavere vedligeholdelsesomkostninger.
Bedre driftssikkerhed og kvalitet.
Optimeret driftsstyring af flåden.
Der bliver naturligvis også kælet for ergonomi og komfort i førerhuset. Chaufføren er stadig den vigtigste faktor til en forbedret økonomi, selv om der kommer mere og mere teknologi ind i lastbilen.
Ny motor til Euro 6
Den største teknologiske nyhed er den nye motor, som Iveco har udviklet sammen med motorfabrikken FPT Industrial. Motoren, HI-eSCR (high efficiency Selective Catalytic Reduction) overholder grænseværdierne i Euro 6-normen uden at anvende EGR.
Det er Iveco ene om. De øvrige lastbiler med Euro 6-motorer skal have både SCR-katalysator og EGR efterbehandling af udstødningsgassen. Iveco har kun SCR.
- Euro 6-motoren kan ikke leveres endnu, men man kan godt bestille den sammen med den nye Stralis, fortæller Gunni Mikkelsen, adm. direktør for Iveco Scandinavia.
- Ellers kan man naturligvis få den nye Stralis med Euro 5-motor eller den velkendte Stralis, som vi naturligvis stadig sælger.
Med den nye motor har Iveco kunnet anvende samme førerhusstruktur som det eksisterende førerhus. Motoren med HI-eSCR kræver ikke noget ekstra kølesystem. Det betyder også, at motoren kommer til at veje mindre, og brændstofforbruget bliver lavere. Motorens holdbarhed bliver større, fordi teknologien er mindre kompliceret. Det er med til at reducere omkostningerne for vognmanden.
Design og aerodynamik
Det nydesignede STRALIS Hi-Way førerhus med forbedret ergonomi og kørekomfort er resultatet af et nært samarbejde med forhandlere og kunder. Ved den udvendige restyling af førerhuset er der især fokuseret på at forbedre lastbilens aerodynamik og dermed af brændstofeffektiviteten.
Frontpartiet har fået ny kølergrill, nydesignede vindhjørner, optimeret kofanger og lygtehus med LED-kørelys og Xenon lygter til nær- og fjernlys. Der er også et stort, bart område under forruden til vognmandens firmanavn.
Førerhuset er designet, så det får en så lav vindmodstand som muligt. Normalt går man ud fra, at 40 procent af en lastbils brændstofforbrug går til at bekæmpe vindmodstanden, når lastbilen kører 85 km/t. Iveco har reduceret denne vindmodstand med 3 procent! Samtidig er støjniveauet i førerhuset også nedsat. Som ekstraudstyr kan man købe et såkaldt aerodynamisk kit hos Iveco. Det består af en tagspoiler og sideskørter.
Komfort og ergonomi
På komfortområdet er Hi-Way et stort spring fremad for Iveco. Det var alle journalister enige om efter den første prøvekørsel.
Det største førerhus, man kan få til den nye Stralis, har et interiør på mere end 10 kubikmeter. Det burde være plads nok til alle. Førersædet er helt nyt med nyt løsning til indbygget varme og ventilation. Sikkerhedsselen er integreret i fører5stolen og kan justeres i højden. Der er også flere lommer og hylder til dokumenter, kort og værktøj.
Instrumentbrættet er blevet mere funktionelt og mere ergonomisk. Der er flyttet rundt på kontakter og knapper, så de er mere synlige for chaufføren uanset siddestilling. Telefon betjenes på knapper på rattet. Det samme gør hi-fi radioen og Ivecos nye informationssystem, Iveconnect.
Iveconnect fortjener en helt speciel omtale. Det er Ivecos nye informations-, kommunikations- og navigationssystem. Den helt store fordel er, at Iveco nu - som en række andre lastbilmærker - også kan tilbyde chaufførerne at vurdere deres kørestil. Systemet opsamler alle relevante data om kørslen og præsenterer det for chauffør og vognmand på en måde, så man har let ved at forbedre sin kørsel. Systemet indeholder også såkaldt musik/radio, GPS-navigation, køreassistance og flådestyringsfunktion.
Iveconnect vil vi komme til at b4eskæftige os meget mere med senere, når systemet bliver præsenteret ordentligt herhjemme. I Torino fik vi den første forsmag på det.
Nat-området
Hos Iveco skelner man mellem et dagområde og et natområde i førerhuset. Dagområdet er miljøet omkring førerstolen og instrumentbrættet.
Natområdet er området bag førersædet, hvor først og fremmest køjen befinder sig. Den er 80 cm. bred og over 2 meter lang, altså næsten som ens egen seng derhjemme. Sengebunden er forsynet med træ-lameller, hvorpå der ligger en super-komfort madras
Førerhuset fås også med en overkøje, der er knap så komfortabel. Til gengæld er den helt integreret i bagvæggen, når den ikke er i brug. Her bagved er der to skabe med plads til tøj og ekstra værktøj. Der er også plads til et 35liter køleskab.
Der er aircondition i førerhuset - og det holder en god temperatur, selv når motoren er slukket. Her
Sikkerhed
Det er også værd at nævne, at Iveco Stralis Hi-Way har masser af sikkerhedssystemer:
EBS med Brake Assistant funktion,
Lane Departure Warning System,
ESP,
Adaptive Cruise Control,
Daytime Running Lights,
den nye funktion Driver Attention Support og
Advanced Emergency Braking System.
Der er virkelig grund til at glæde sig til den nye Stralis Hi-Way. Alle med interesse for lastbiler bør unde sig en tur i den, hvis det kan lade sig gøre. Bilen vil være i Danmark til november, og mon ikke Iveco vil vise den frem rundt omkring i landet.