Styrket ud af krisen
DHL Express er kommet styrket ud af krisen. I 2011 steg omsætningen i Danmark med ni procent.
I Danmark er der investeret i en ny terminal i Kastrup lufthavn og i et Boing 757-fragtfly, der er sat ind mellem Billund og Leipzig hver dag.
På verdensplan har DHL Express etableret en ny flyrute, der forbinder Hong Kong, Los Angeles og Leipzig. Kunder i mange asiatiske storbyer kan nu sende varer til Nordamerika én dag hurtigere end normalt. Ruten betyder også hurtigere leverancer til Danmark fra Los Angeles. Endelig vil DHL Express bygge et helt nyt sorteringsanlæg i Nordamerika.
Ændrede behov
- Investeringerne i infrastrukturen sker på et tidspunkt, hvor kundernes behov har ændret sig markant som følge af finanskrisen, forklarer Claus Lassen, der er adm. direktør for DHL i Danmark.
- Virksomhederne ønsker at blive endnu mere konkurrencedygtige her efter krisen. Jo hurtigere og billigere, de kan få varer fra udlandet, jo mindre lager behøver de. Dermed kan virksomhederne i større grad bruge deres kapital til at investere i markedsføring og salgsaktiviteter end i varer, der ligger på lageret.