Kel-Berg flytter produktion til Toftlund
Nye investorer overtager Carsten Noers bygninger i Toftlund.
Aktiviteterne i ejendommen vil forblive som i dag med service, opbygninger, hydraulikservice og et skadescenter, der råder over Danmarks mest moderne opretterbænk. Der er tale om faciliteter, som har været at finde i Toftlund i mange år og med en kundegruppe fra hele Skandinavien at trække på.
De nye aktiviteter bliver produktion af udvalgte produkter fra trailerproducenten Kel-Berg i England. Kel-berg har længe ledt efter passende produktionslokaler i Skandinavien, og de er nu fundet.
- Vi er glade for, at det er lykkedes at få en aftale i stand om Carsten Noers store erhvervsbygninger i Toftlund, siger direktør Jens K. Larsen fra Kel-Berg Trailer & Trucks.
- Bygningerne er særdeles velegnede til produktion af Kel-bergs produkter til det nordiske marked. Ligeledes etableres en produktion af specialtrailere opbygget efter kundernes ønsker. Vi har længe ønsket at komme tættere på kunderne og sikre en mere stabil leveringstid. Vi kan også bedre støtte vores salg gennem Lastas i Hedensted. Markedet i Skandinavien er stigende for kundetilpassede køretøjer, og Toftlund er rigtig godt geografisk placeret, siger Jens K. Larsen.
Bevare arbejdspladser
Direktør Michael Bache er et kendt ansigt i transportbranchen. Han overtog sidste år forretningen I.M. Jensen & Bache i Padborg med salg og service af Iveco.
Michael Bache er særdeles tilfreds med, at det nu er lykkedes at finde en løsning, så arbejdspladserne i Toftlund kan bevares.
- Vi har foretaget en ejendomsinvestering med en lang lejeaftale, som er til glæde for alle parter, siger han.
Michael Bache glæder sig samtidig over, at man nu kan samarbejde om at betjene kunderne i Sønderjylland, idet Carsten Noers Services aktiviteter i Padborg fremover skal varetages af I.M. Jensen & Bache i Padborg.
Jan Stubberup
Også direktør i Carsten Noer Service ApS, Søren Møldrup, glæder sig over, at man har fundet gode samarbejdspartnere, så værkstedet og Danmarks mest moderne opretterværksted nu er sikret.
Den daglige ledelse vil blive varetaget af værkfører og driftsleder Jan Stubberup, som har været ved Carsten Noer i mange år og tidligere har arbejdet ved Scania. Der vil således ikke ske udskiftning i det personale, som er på værkstedet i dag.
- Mit mål har altid været, at jeg kunne afhænde firmaet, samtidig med at fremtiden for firmaet blev sikret, siger carsten Noer.
- Jeg er rigtig glad for den fremtidssikring af ejendommen og firmaet, der nu er lavet og ikke mindst, at der samtidig er bevaret arbejdspladser i Toftlund. Fra den 1. august vil min familie og jeg nu koncentrere os om C.N. Storvognslakering i Vamdrup slutter han.