23948sdkhjf

Tredje gang blev lykkens gang

Brian Poulsen fra Aars blev i weekenden kåret som Danmarks bedste lastbilchauffør i Scanias "Young European Truck Driver".
Første gang han stillede op blev han nummer fire. Anden gang nåede han ikke videre fra de regionale runder. Men i weekenden kunne Brian Poulsen tage plads øverst på sejrsskamlen som vinder af den danske finale i verdens største chaufførkonkurrence. Scanias "Young European Truck Driver".

Tredje gang blev med andre ord lykkens gang for den nordjyske lastbilchauffør. Og det var også sidste udkald, hvis han skulle nå at vinde konkurrencen. Reglerne siger nemlig, at man ikke må være ældre end 35 for at deltage.

- Så der lå nok lidt et pres dér, griner han. Og denne gang lykkedes det. Så det er kanon, siger han til Transportmagasinet.dk

Man ved aldrig hvad dagen den bringer

Til hverdag kører Brian Poulsen for DLG i Aars. Han er udlært personvognsmekaniker, men har altid haft interesse for lastbiler.

- Så da jeg var udlært, skulle det prøves at komme ud at køre. Og så har jeg kørt lige siden, siger den 35-årige lastbilchauffør, som ikke er i tvivl om, hvorfor han godt kan lide sit arbejde. Det er dét med, at man ved aldrig hvad dagen den bringer før den er overstået. Og at man arbejder med noget, man interesserer sig for. Det befinder jeg mig godt med, fortæller han.

Til september skal Brian Poulsen deltage i den store europæiske finale af "Young European Truck Driver".

- Det bliver nok en tand sværere og konkurrencen bliver større. Men jeg er ikke i tvivl om, at uanset hvordan det går, så bliver det en kanon oplevelse. Og jeg skal gøre mit til at tage sejren hjem, siger han til Transportmagasinet.dk.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062