Mini-van fra Mercedes-Benz
Mercedes-Benz barsler med en ny lille varebil, Citan. Den præsenteres på IAA-messen til september.
Det nye familiemedlem kommer til at hedde Citan. Det er en sammenskrivning af ordene City" og Titan". Sidstnævnte er navnet på de kraftfulde kæmper fra den græske mytologi.
- Vi glæder os utrolig meget, til at Citan kommer ud at køre på de danske veje, siger Søren Christensen, der er salgschef for Mercedes-Benz varebiler i Danmark.
Ideel til bytrafik
- Citan kommer i et væld af varianter, der vil passe til rigtig mange forskellige behov. Internationalt er den dømt til succes, men også her i Danmark har vi høje forventninger til den.
- Trods størrelsen er bilen yderst rummelig og egner sig perfekt til bytransport, fortsætter Søren Christensen.
- Der er lagt vægt på at fastholde et lavt brændstofforbrug og en lav CO2-udledning. Desuden opfylder den alle kvalitetskrav til sikkerhed og komfort. På alle modeller medfølger ESP som standard.
Lanceres på IAA
De nysgerrige må væbne sig lidt med tålmodighed. Man kan først få det lille vidunder at se til september, hvor Citan for første gang præsenteres for offentligheden på IAA-messen i Hannover.
Markedet vokser
Interessen for small-van segmentet stiger år for år. Sidste år var der et totalt salg på 700.000 i Europa. I Danmark var der cirka 6.000 biler i dette segment.
- For os er det absolut et interessant marked, siger Søren Christensen.
- Vi har kunder med store og mellemstore varebiler; men vi har ikke kunnet tilbyde en lille varebil. Vores alternativ har været en A-klasse personbil på gule plader; men den er for dyr i forhold til en fabriksbygget van.
- Med Citan kan vores kunder få Mercedes-varebiler i alle tre størrelser.
Ifølge varebilschefen er Citan målrettet håndværkere, pizzabude og virksomheder, inden for rengøring og servicemanagement. De er storforbrugere af små vans.