Mere mobile processer hos speditørerne
Ny dansk teknologi gør det muligt at dimensionere og veje pallegods samt at opsamle data direkte fra gaffeltrucken. Arbejdet hos speditører bliver meget mere mobilt og fleksibelt.
Bag den nye løsning står det bornholmske firma Intersoft Nexø.
- Det handler om at kunne måle volumen og vægt direkte fra trucken, forklarer direktør Knud-Erik Larsen fra Intersoft Nexø.
- Med det nye system behøver man kun køre gaffeltrucken direkte til pallen som normalt. Man løfter pallen, og så kan både vægt og højde måles og beregning foretages. Alle informationer kan aflæses direkte på indikatoren.
- Systemet kan installeres i alle typer løfteenheder med mast ligegyldigt kapacitet og gaffellængder. Systemet kan kombineres med stregkodelæsere og andet udstyr samt sende informationer til ERP og WMS systemer.
Et trumfkort
- At beregne volumenvægt direkte på trucken kan blive et trumfkort for fragtbranchen, fortsætter han.
- Der er simpelthen for stor usikkerhed om de informationer, som kunderne oplyser til transportørerne. Dermed er der risiko for store fejl i afregningerne, men det giver også usikkerhed ved last af fragtbiler og ikke mindst fly.
- Det er meget tids- og energikrævende at opmåle godset manuelt og veje det ved hjælp af stationære vægte. Derfor bliver det næsten aldrig gjort. Med TC5000 D&W for transportbranchen en helt ny mulighed for at veje og måle godset. Det kan gøres trådløst og mobilt. De relevante data kan indsamles, hvor som helst og når som helst - og man behøver ombygge af terminalen eller lageret.
Selve systemet er skalerbart. Det vil sige, at antallet af systemer kan øges i takt med virksomhedens vækst uden de store investeringsspring. Derved mindsker man investeringsrisikoen.
- Med hensyn til fleksibiliteten skal det nævnes, at det er nemt at flytte systemet til en ny location eller et midlertidigt lagerhotel, siger Knud-Erik Larsen.
Nem og hurtig
Et andet nøgleord er "løsning". Indsamles data direkte fra trucken, kan specielle fragtopgaver tilføres en hurtig, nem og nødvendig kontrol lige der, hvor pakkeprocessen udføres. I dag ses det blandt andet ved pakning af lasteplatforme til transportfly. Et andet eksempel er i kombination med stationære systemer, hvor flaskehalse undgås.
- Høj kvalitet i forbindelse med dataoplysninger kan være et afgørende punkt for at indgå i nye samarbejdsaftaler om logistik med større speditører eller som et stabilt link i forsyningskæden.
Intersoft Nexø har specialiseret sig i udvikling af mobile vejesystemer og dimensionering af pallegods. Med målemetoderne inden for hydraulik og laserteknik kan firmaet tilbyde produkter med meget høj nøjagtighed, som samtidige er meget stabile og har lave vedligeholdelsesomkostninger.