23948sdkhjf

260 evakueret fra færge i Italien

En færge i Italien er stødt på grund i snevejret. Over 260 mennesker er evakueret af kystvagten.
Flere end 260 mennesker er evakueret fra en færge, der stødte på grund kort efter, at den havde forladt havnen i Civitavecchia nær Rom.

Grundstødningen skete tidligt lørdag, mens det var snestorm og bidende koldt.

Der udbrød panik blandt de 262 passagerer efter grundstødningen, skriver nyhedsbureauet AFP.

Passagererne frygtede, at der kunne ske en gentagelse af katastrofen, da krydstogtskibet Costa Concordia ramte et rev og kæntrede 13. januar.

17 mennesker er omkommet, men 15 er fortsat savnet efter ulykken.

Det gik bedre med lørdagens grundstødning. Kystvagten evakuerede passagererne, og der er ikke meldt om kvæstede.

Carnine Albano, talsmand for kystvagten, siger, at færgen fik et hul, som er 25 meter langt, i skroget ved grundstødningen. Hullet er over vandlinjen.

Snestormen får i øvrigt skyld for mere end grundstødningen.

Livet i den italienske hovedstad, Rom, er gået i stå.

Omkring 20 mennesker har tilbragt natten i deres biler, der sad fast, lidt uden for Rom, og mennesker holder sig, efter myndighedernes råd, indendøre i store dele af det centrale og nordlige Italien.

Togtrafikken melder desuden om store forsinkelser, og mange fly fra lufthavnen i Rom er aflyst.

/ritzau/AFP
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078