- Tak fordi du kunne førstehjælp
Erik Finsen Munck fra Gørlev var heldig, da han faldt om med en blodprop i hjertet. Chauffør Kenneth Søbakke Jensen var i nærheden.
Ved Shell-tanken i Gørlev stod nogle mennesker omkring en mand, der lå på jorden.
- Jeg spurgte, om der var styr på det; men jeg kunne se, at den var helt gal, fortæller Kenneth.
- Manden var helt sortblå i hovedet og trak ikke vejret. Han skulle have hjertemassage omgående.
Så det begyndte Kenneth på. Han arbejder til daglig som transport- og lageroperatør hos Danske Fragtmænd. Han havde kort forinden lært hjerte/lungeredning på et obligatorisk EU-kvalifikationskursus på Selandia i Slagelse.
Første gang
Det var første gang, Kenneth ydede førstehjælp på en levende person.
- Det var underligt at trykke på brystkassen første gang, fortæller han.
- Det føltes som om, jeg brækkede hans ribben, men jeg vidste, at det var det rigtige. Jeg fik også senere at vide, at ribbenene kun var bukkede.
- På skolen føltes to minutters hjertemassage enormt hårdt, men den onsdag ved Shell-tanken blev jeg bare ved i 10-15 minutter uden at tænke over det.
Efter ti minutter ankom ambulancen til stedet. Ambulancefolkene fik stabiliseret Erik Finsen Munck. Han blev fløjet til Rigshospitalet, hvor han lå i respirator i 10 dage.
Glad pensionist
- Fra mit tidligere arbejde som landbetjent har jeg erfaret, at mange bare står og kigger på, fortæller siger Erik Finsen Munck, der er lykkelig over at have overlevet hjertestoppet.
- Mange er utrygge ved at bruge førstehjælp og bange for at gøre noget forkert. Men det kan ikke skade. Der er ikke noget alternativ. Hellere nogle brækkede ribben end et mistet liv!
Glædeligt gensyn
En måned efter ulykken var Erik Finsen Munck hjemme igen, og Kenneth kom på besøg.
- Det var lidt mærkeligt at se han igen, siger Kenneth.
- Da de fløj af sted med ham, var jeg sikker på, at han ikke ville overleve. Heldigvis var hans søn ankommet til ulykkesstedet. Vi udvekslede mobilnumre, og jeg fik opdateringer på, hvordan det gik med hans far.
- Det var rart at få at vide, at det var gået godt, fortæller Kenneth Søbakke Jensen.
