Skattereform rammer varebiler
Lastbiler får en lille konkurrencefordel, når det varebiler skal betale mere i afgift fra næste år.
I første omgang øges udligningsafgiften med knap 52 procent i 2013. Ejerafgiften øges med 1020 kroner for en bil, der kører 17 km pr. liter diesel. Forhøjelsen er 820 kroner for en bil, der kører 21 km pr. liter diesel, fremgår det af trepartiregeringens udspil.
Derefter stiger udligningsafgiften 1,8 procent i 2014 og 2015, og herefter pristalsreguleres den årligt med nettoprisindekset.
Udgangspunktet for engangsforhøjelsen i 2013 er en gennemsnitlig kørsel for nye person og varebiler på omkring 22.000 km om året.
Vægt- og ejerafgifter forhøjes med 1,8 procent årligt i de næste otte år fra 2013 til og med 2020.
Halveret rejsefradrag
Loftet for rejsefradraget halveres fra 50.000 til 25.000 kroner. Det vil "begrænse de meget store rejsefradrag, som udenlandske arbejdere kunne foretage ved arbejde i Danmark," hedder det i aftalen.
De danske chauffører nævnes indirekte i begrundelsen, der sigter på udlændinge.
- En nedsættelse af loftet vil gøre det mindre attraktivt for lavtlønnet arbejdskraft med bopæl i udlandet at tage arbejde i Danmark, ligesom arbejdskraft med bopæl i udlandet vil skulle betale mere i skat i Danmark. Mere end halvdelen af rejsefradraget skønnes at blive foretaget af udenlandsk arbejdskraft, erklærer de fem partier.
Et andet element vendt mod social dumping er strammere regler for såkaldt arbejdsudleje, så udenlandske arbejdere lægger mere skat her i landet.
Højere afgift på firmabiler
Miljøtillægget for fri bil forhøjes med 50 procent. Ifølge aftalen vil det betyde ekstra 750 kroner for en benzindreven bil (13,9 km/liter), der koster 3160 kroner i årlig ejerafgift. Dermed øges tilskyndelsen til at anskaffe mere brændstoføkonomiske firmabiler, lyder begrundelsen.
Samtidig nedsættes beskatningsgrundlaget til 75 procent af nyvognsprisen efter 36 fulde måneder efter datoen for indregistreringen og ikke blot to år efter indregistreringsåret. I dag kan nedsættelsen ske ned til 25 måneder efter købet, hvis bil indregistreres i december, så den fulde beskatning kun gælder december og to kalenderår. Denne stramning træder i kraft 1. januar 2013.
Formentlig bliver skatteændringerne vedtaget i midten af september, når Folketinget alligevel afbryder sommerpausen for at førstebehandle finanslovforslaget.
Se hele aftalen
Hele skattereformaftalen findes på dette link::
http://fm.dk/nyheder/pressemeddelelser/2...