Transportbranchen får direkte linje til politiet
Bliver lastbilen stjålet kan transportvirksomhederne nu ringe på et direkte nummer til politiet
- Nogle af de stjålne lastbiler fortsætter f.eks. østpå. Vi vil gerne have fat på dem, inden de når så langt, siger vicepolitiinspektør og leder af Rigspolitiets Udlændingekontrol i Padborg, Palle Linné til transportmagasinet.dk
Forstærket indsats mod transportkriminalitet
Med den nye hotline har politiet forstærket indsatsen mod kriminalitet rettet mod transportbranchen og fået en mere effektiv mulighed for at opklare sagerne og skaffe de stjålne køretøjer tilbage.
- Vi skal selvfølgelig have nogle oplysninger at gå efter. Og vi vil gerne have dem hurtigt, inden lastbilen eller traileren når at krydse grænsen, fortæller vicepolitiinspektøren.
- Her i Udlændingekontrolafdelingen har vi nogle gode forbindelser, særligt til tysk politi. Der er et fælles kontor, hvor der sidder både dansk og tysk politi sammen. Og de kan hurtigt finde ud af, at få aktiveret de udenlandske myndigheder til at finde bilerne, siger han til transportmagasinet.dk.
Vicepolitiinspektøren fortæller til transportmagasinet.dk at det allerede her i de første uger efter introduktionen af den nye hotline i foreløbig tre tilfælde er lykkedes politiet at få stjålne køretøjer hjem igen.
Det nye direkte nummer til Rigspolitiets Udlændingekontrolafdeling (UKA) er 56 42 90 10.