Lastbilchauffører med i nyt stort forskningsprojekt
Ny forskning i sammenhængen mellem fysisk belastende arbejde og muskel- og skeletbesvær
De er med i et nyt forskningsprojekt, som skal give en mere sikker og præcis viden om arbejdsrelateret muskel- og skeletbesvær.
Muskel- og skeletbesvær er fællesbetegnelsen for smerter, stivhed og ømhed i kroppens muskler, sener og led. Og når man netop har chaufførerne med i den nye undersøgelse, så skyldes det, at de desværre tilhører gruppen af nedslidningstruede, siger seniorforsker ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, Andreas Holtermann til transportmagasinet.dk.
- Det er en af de grupper, vi ser i alle tal og materialer har forhøjet risiko for- eller forekomst af muskel- og skeletbesvær. Inden for transport sidder man jo nærmest ned hele arbejdsdagen når man kører. Så det er en gruppe, som er meget interessant at undersøge.
Brug for gode målinger
I dag ved man ikke præcist hvilke niveauer af fysisk aktivitet og belastning på arbejdet der øger risikoen for muskel- og skeletbesvær. Derfor har man længe ønsket at få lavet nogle uvildige, gode målinger, der i løbet af flere arbejdsdage måler helt præcist hvad f.eks. chaufføreren gør, fortæller seniorforskeren.
- Chaufførerne der er med i projektet skal gå med et måleudstyr i fire dage, så kan vi følge dem og se meget præcist hvilke belastninger der skal til, for at der er forhøjet risko for muskel- og skeletbesvær.
Håber at nå 1000 medarbejdere
Projektet omfatter foruden chauffører også ansatte inden for industri og rengøring. Andreas Holtermann håber, man når ud til 12 15 virksomheder og at tilstrækkelig mange medarbejdere ønsker at deltage i projektet. Gerne ca. 1000 medarbejdere.
- De vil få en meget præcis information om, hvor stærke de er og hvordan deres fysiske form er. Hvilke fysiske belastninger de har på arbejdet, f.eks. hvor meget de står, går og sidder.
Jeg håber, vi kan få noget bedre dokumentation for sammenhængen mellem fysisk belastning i arbejdet og muskel- og skeletbesvær. Så vi har et bedre grundlag for at forebygge og give nogle bedre anbefalinger for fremtiden. Det er det primære formål, siger han til transportmagasinet.dk.