En liter benzin koster nu 13,12 kroner
Fredag klokken 10 er prisen på en liter benzin steget til rekordhøje 13,12 kroner.
Og der er angiveligt mange årsager til den rekord høje prisstigning.
Både den hårde danske vinter, USA's storforbrug af benzin og olie og usikkerhed omkring Irans fremtidige olieforsyning har sendt prisen i vejret.
Prisen er dog målt i løbende priser og tager altså ikke højde for inflation.
Målt i faste priser har benzin været dyrere end 13,12 kroner. I både 1981 og 1982 nåede prisen over 14 kroner - i 2012-priser - som følge af den anden oliekrise i 1978.
Ud over stigningen på benzinprisen stiger prisen på diesel også. En liter diesel koster nu 12,12 kroner, og det tangerer prisrekorden fra januar i år.
Priserne er dog en vejledende listepris for de store multinationale selskaber. Det vil altså stadig være muligt at finde billigere benzin ved et af lavprisselskaberne.
Men olieanalytiker fra Statoil, Peter Rasmussen, vurderer, at priserne ikke vil opleve større udsving end 25 øre i den næste uges tid.
/ritzau/