EU-flåde har angrebet pirater i Somalia
For første gang er piraters installationer på Somalias kyst blevet angrebet af EU-styrke.
- Vi mener, at den handling, som EU's Flåde har foretaget, vil øge presset på piraterne og deres bestræbelser på at angribe handelsskibe, hedder det i en erklæring fra lederen af den særlige flådes operationer, kontreadmiral Duncan Potts.
Et af EU's krigsskibe i området skød mod piratejede forsyninger.
EU's operation Atalanta mod pirater omfatter 5 til 10 krigsskibe, der patruljerer ud for Somalia, i Adenbugten og i Det Indiske Ocean.
Operationen, der for nylig blev forlænget til december 2014, tillader ikke indsættelse af soldater på landjorden.
Regionale iagttagere og sikkerhedseksperter siger, at pirateriet kan fortsætte, hvis der ikke skabes politisk stabilitet i Somalia, der har været nedsunket i anarki og kaos i næsten to årtier.
Somaliske pirater har i de seneste år kapret snesevis af skibe, taget hundreder af søfolk som gidsler og fået millioner af dollar i løsepenge trods en hidtil uset massiv tilstedeværelse af flådeskibe fra en lang række lande.
De mange piratangreb har forstyrret transporten af nødhjælp til en lang række nødstedte mennesker i flere afrikanske lande.
Angrebene har også tvunget forsikringsomkostningerne i vejret og tvunget flere rederier til at sende deres skibe den lange vej rundt om Sydafrika i stedet for at bevæge sig ind i den piratinficerede Adenbugt.
/ritzau/Reuters