Möger henter 2,7 milliarder på afgifter
Regeringen henter ekstra 2,75 milliarder på afgifter på blandt andet fedt, sukker og alkohol til skattereform.
Det sker ved, at afgifterne frem til 2020 kommer til at følge prisudviklingen og ikke, som under VK-regeringen, være fastlåst på et bestemt beløb.
Det skal indbringe 2,75 milliarder kroner om året til statskassen, og dermed skal afgifterne være med til at finansiere regeringens ambition om at sænke skatten på arbejde.
En regulering af afgifterne, så de følger med den almindelige prisudvikling, betyder, at der i fremtiden betales den samme andel af varens pris i afgift som i dag.
Hvis en vare i dag koster 10 kroner og har en afgift på to kroner, så er afgiften 20 procent. Hvis varens pris stiger til 15 kroner, så udgør afgiften fortsat 20 procent eller sammenlagt tre kroner, og derved tjener staten flere penge.
Det princip indførte regeringen allerede med finansloven for 2012, og det er det, der nu bliver fastsat helt frem til 2020, hvis altså regeringen får gennemført sit udspil.
Ifølge økonomiprofessor Michael Svarer fra Aarhus Universitet giver det god mening at ophæve det såkaldte nominalprincip, altså at afgifterne var frosset fast i kroner og øre.
- Umiddelbart er det en naturlig måde at gøre det på, fordi det har udhulet skattebasen, at man havde nominalprincippet, siger Michael Svarer.
Også de økonomiske vismænd har tidligere talt for at lade afgifterne følge prisudviklingen.
Regeringen mener, reguleringen af afgifter i skattereformen har en stort set neutral virkning på uligheden i samfundet. Den peger blandt andet på, at forbrug af biler udgør en forholdsvis stor andel af indkomsten for de mest velstillede sammenlignet med resten af befolkningen.
Regeringen fremlægger senere tirsdag sit skatteudspil.
/ritzau/