Hillerøds borgmester åbner OK-tank
Onsdag den 8. august 2012 indviede Hillerøds borgmester, Kirsten Jensen, et nyt OK Truck Diesel anlæg ved Rønnekrogen 15, hvor hun klippede snoren og gav en tale til gæsterne fra de nordsjællandske transporterhverv.
- I Hillerød Kommune støtter vi bredt om at forbedre og udvikle mulighederne for erhvervslivet. Det gælder også for transportbranchen, sagde borgmesteren.
- Vi er glade for, at OK nu også er kommet til Hillerød med en dieseltankstation, som gør det endnu nemmere at få fyldt tanken for de mange virksomheder, som er afhængige af transport.
God beliggenhed
Den nye stations beliggenhed er i et industriområde lige ved Hillerødmotorvejen. Tilkørselsmulighederne er rigtigt gode, og det bliver derfor let for tunge køretøjer at køre ind og tanke fremover. Det skal ifølge produktchef for Truck Diesel, Henrik Guldmann, gøre hverdagen nemmere for Nordsjællands chauffører:
- Vi har længe gerne villet give de vognmænd og chauffører, der arbejder i det nordsjællandske, en bedre mulighed for en hurtig optankning, og her er placeringen ved Hillerød helt ideel.
Med den nye station i Hillerød tegner OK sig nu for i alt 54 Truck Diesel stationer i Danmark. OKs Truck Diesel stationer ligger alle centralt placerede ved motorveje og vigtige trafikale knudepunkter.