ITD flytter til Tyskland
Som led i ITD's ambitiøse ekspansionsplaner vil brancheforeningen udflage en del af aktiviteterne til et nyt kontor syd for grænsen. Det giver også direktionen mulighed for større firmabiler, siger ITDs direktør Jacob Nielsen.
- Netop spørgsmålet om de danske rammevilkår var oppe på vores generalforsamling i sidste uge. Spørgsmålet om danskheden havde også indflydelse på valget til bestyrelsen. Derfor er det en meget modig beslutning, som Jacob Chr. Nielsen har taget. Den sætter netop de danske rammevilkår i fokus.
ITD's adm. direktør Jacob Chr. Nielsen meldte tidligere i dag den 1. april, at det vil være billigere for organisationen at flytte en del af aktiviteterne til Tyskland.
- Vi har regnet på det. Da de fleste af medarbejderne kun bor nogle få kilometer fra landegrænsen, føler vi, at det vil være økonomisk uansvarligt at ekspandere ud fra vores nuværende base i Padborg. Det er trods alt medlemmernes midler, vi forvalter - og det forpligter.
- Det er de generelt gunstigere løn- og skatteforhold i Tyskland, der er grundlaget for beslutningen om at oprette et ekstra foreningskontor "på tyske plader".
Tyskland er bedre til kontrol
Blandt de aktiviteter, som man gerne vil flytte til Tyskland, er de nye tiltag inden for egenkontrol og køre/hviletid.
- Tyskerne er langt fremme, når det gælder kontrol og styring af køre/hviletiderne. Derfor forventer vi at kunne ansætte eksperter, der er fuldt på højde med de danske, siger Jacob Chr. Nielsen.
- Sproget bliver heller ikke en barriere. De fleste danske vognmænd er internationalt orienterede og vant til at begå sig på flere sprog.
- Det nye kontor i Tyskland skal også rumme foreningens direktion. Der er mulighed for større og bedre firmabiler i Tyskland, og det har også vejet tungt, slutter ITD direktøren.