DB Schenker Rail: Jernbanen er mest miljørigtig
Set i et overordnet perspektiv er jernbanen ubetinget den mest miljørigtige og samfundsøkonomisk bedste løsning på at transportere større godsmængder på tværs af Danmark, siger DB Schenker Rail-direktør Stig Kyster-Hansen.
- Færgeruten har i forvejen alt for længe været årsag til konkurrenceforvridning i forhold til jernbanen blandt andet ved at tilbyde priser, som ikke har været tilstrækkelige til at drive ruten forretningsmæssigt. På lige konkurrencemæssige vilkår vil det i høj grad være muligt at transportere det berørte gods på skinner mellem landsdelene, siger Stig Kyster-Hansen.
Kører ruten i forvejen
DB Schenker Rail Scandinavia kører i forvejen flere gange om ugen en meget velfungerende rute for APM Terminals mellem Aarhus og kombiterminalen i Høje Taastrup.
- Lignende produkter kan etableres til gavn for både producenter, distributører, miljøet og samfundsøkonomien, siger Stig Kyster-Hansen.
- Det kan oven i købet ske uden den svære belastning af vejnettet og uden at øge den spildtid, der i forvejen oparbejdes i bilkøer på indfaldsvejene til alle de større byer.
- Der er perspektiv i at tænke hele vejen rundt om de mange aspekter af godstransport. Det er muligt at skabe bedre samspil mellem transportformerne.