Danske Nor-Shipping udstillere fik gavn af fællesskabet
Skandinaviens største maritime messe blev holdt i Norge sidst i maj. På trods af truslen om vulkansk aske over Skandinavien nåede besøgstallet alligevel nye højder på årets Nor-Shipping i Lillestrøm udenfor Oslo.
Når man er vant til at være på udstillinger i Asien og på verdens største marinemesse SMM i Hamborg, kan besøgsmængden på Nor-Shipping virke noget afdæmpet i forhold til. Men hvad den skandinaviske messe mangler i størrelse, bliver opvejet af kvaliteten af de besøgende.
Arrangøren fremhævede selv overfor den danske nationalstand, at Nor-Shipping fokuserer mere på de ”rigtige” besøgende til messen frem for høje besøgstal. Ikke desto mindre var direktøren for messen, Tollef Schiander, meget glad for at kunne meddele, at besøgstallet rundede de 16.000 i år, hvilket betød over 33.500 fremmødte professionelle tilstedeværende på messen totalt, når udstillerne tælles med.
Med flere udstillere end besøgende kan det være svært at trænge igennem og gøre opmærksom på sig selv. Den danske pavillon, organiseret af Danish Marine Group, gør derfor sit til at give de danske udstillere muligheden for at give sig til kende over for de besøgende.
- De helt store virksomheder er veletablerede både hvad angår markedsføringsbudgetter og praktisk messedeltagelse med faciliteter til at modtage potentielle og eksisterende kunder, fortæller Mark Lerche fra Danish Marine Group, og fortsætter:
- Men de er glade for at kunne fokusere på selve salgsarbejdet her på messen og bare kunne invitere kunder på dansk smørrebrød og en øl eller sodavand i den danske lounge, som er noget af et tilløbsstykke sådan en uge.
Hvor de store udstillere er glade for at kunne benytte fordelene ved at udstille under Danish Marine Group er det for de små virksomheder en nødvendighed for overhovedet at kunne deltage på Nor-Shipping.
SeaCom’s Carl Johan Jensen, én af de 13 nye udstillere under den danske fællesstand i år, udtrykker sig helt klart.
- Vi ville under ingen omstændigheder have været at finde på messen, hvis ikke det var for den store hjælp, vi har fået af marinegruppen, siger han.
- Den lille stand, vi havde, ville jo drukne totalt, hvis den blev placeret sådan ’stand alone’ et sted i messeområdet.
- Som ny udstiller er man jo usikker på stort set alt. Hvordan får jeg mine sager transporteret dertil? Hvor finder jeg et mødebord? Hvordan får vi en kop kaffe brygget? Hvordan får jeg rengjort min stand efter en hektisk dag – og meget mere.
Der var ingen tvivl om, at kaffebrygningen og frokostrestauranten til de danske udstillere og deres kunder gør underværker for både de store og små udstillere. Det faktum, at der bliver produceret smørrebrød med dertilhørende øl og vand til over 1.000 på de fire dage, messen varede, vidner om vigtigheden af de rammer, et fællesskab af over 50 udstillere på den danske nationalstand betyder.
Sammen med SMM i Hamborg hører deltagelsen på Nor-Shipping til i gruppen af de største aktiviteter i Danish Marine Group. På Nor-Shipping udstiller over en tredjedel af de mere end 150 medlemmer i Eksportforeningens Maritime sektorgruppe.