Mindre overskud for Frode Laursen
Frode Laursen fik et faldende overskud i 2010, men har fortsat stor finansiel styrke. Klar til endnu flere opkøb.
Frode Laursen forventer fortsat sammenlægninger og opkøb i branchen i det kommende år og er selv parat til at ekspandere yderligere gennem opkøb og overtagelse af kundekontrakter.
- Den finansielle styrke er intakt med en egenkapital på 150 millioner kroner og en stærk likviditet, udtaler Frode Laursen-direktør Anders Balle.
- Medregnes søsterselskaber og det delejede oliedistributionsselskab Skanol omsatte den samlede koncern for 1.4 milliarder kroner og beskæftiger dagligt 850 lastbiler samt 1.400 medarbejdere i hele Norden.
- En væsentlig årsag til det pæne resultat kan i stor udstrækning tilskrives vores medarbejdere og faste vognmænd, fortsætter direktøren.
- I en tid med finanskrise og nedskæringer mange steder bliver der stillet store krav til fleksibilitet samt evne og vilje til forandringer. Vi kan med tilfredshed notere, at vi har de helt rigtige medarbejdere og vognmænd, som har vist stor forståelse for de forandringer der er sket hos os og vores kunder gennem det seneste års tid. Vi står derfor godt rustet til at møde fremtidens udfordringer.