23948sdkhjf

Mindre indflydelse

I denne “Krumme" funderer Poul Rudolf over konsekvenserne af det faldende medlemstal hos vognmandsforeningerne.

Den tidlige DTL-formand Kaj Nielsen er betænkelig ved, at en del vognmænd melder sig ud af vognmandsforeningerne for at spare kontingent. På generalforsamlingen i Fyns Amts Vognmandsforening gjorde han det klart, at spareiveren på længere sigt kan betyde en svækkelse af DTLs politiske indflydelse.

Kaj Nielsen kender om nogen fordelen ved at være inde i den politiske varme. I 2000 var han en af initiativtagerne til at skabe det nuværende tætte samarbejde mellem DTL og de relevante ministre og embedsmænd med efterfølgende gode resultater. Siden har vognmændene haft det noget nemmere med at få gennemført deres mærkesager – helt eller delvist.

Ikke forbigående

Selv om vognmændenes medflugt ikke er så alarmerende som i nogle dele af fagbevægelsen, kan ingen tillade at betragte den som en forbigående tendens.

Den økonomiske krise har rusket en hel del op i det gamle foreningsmæssige sammenhold.

Nu bliver en vognmandsorganisation aldrig større og mere betydningsfuld, end medlemmer gør den til. Tab af medlemmer kan blive en meget stor trussel og udgør vel nok den største udfordring på længere sigt.

Muligheder tabes

Færre medlemmer betyder færre kontingentkroner, og det reducerer helt naturligt midlerne til at anvende ressourcer på områder, der er til gavn for vognmændene. Derved tabes muligheder for vigtig politisk indflydelse.

Der er virkelig noget at kæmpe for. Både trofaste og tvivlende medlemmer skal overbevises om, at de får noget for deres kontingent. De glade tider er forbi, da en vognmand næsten pr. automatik vart medlem af en vognmandsforening. Medlemmerne er i bund og grund ikke så tro og loyale, som nogle tror. Et kik i medlemskartoteket beviser klart den påstand.

Krisen har været mere hård ved nogle vognmandsorganisationer end ved andre. DTL har dog stadigt fleste medlemmer, men stadigt også færrest penge. Det er helt omvendt med ITD. De har måske ikke så mange medlemmer, men råder til gengæld over den eftertragtede vare, som hedder penge. På sønderjysk hedder det formue - og den er voksende.

Særinteresser

De to organisationer har tidligere uden held forsøgt at stå sammen og udnytte hinandens styrker. Selv om der er kommet nye chefer til i begge lejre, er den økonomiske krisen næppe i stand til at mindske de særinteresser, som fortsat eksisterer i lastbilbranchen. Måske fordi de ikke har været tvunget til det.

Politikerne kender godt den gamle talemåde om, at to vognmænd har tre forskellige meninger, men den kan de ikke bruge til noget. De kan kun bruge et kvalificeret modspil. Gerne fra en samlende flok vognmænd. Også selv om der er blevet færre organiserede.

Til sammenligning har fagbevægelsen stadig stor magt, selv om organisationsprocent kun går én vej. Nemlig nedad. Udsigten til en rød valgsejr har ikke rokket ved fagforeningsbossernes tro på fortsat stor indflydelse.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.056