23948sdkhjf

Transportbranchen uenig om EU-straf

EU-forslag om tachografer, chip-kørekort og fjernkontrol mødes med økonomisk skepsis hos medlemslandene
De danske vognmands- og arbejdsgiverforeninger er uenige om EU-regler for straffen ved overtrædelse af reglerne for kontrolapparater, der vil sige digitale og analoge fartskrivere.

DTL og ITD frabeder sig en EU-regel om en slags maksimumstraf. EU’s transportkommissær Siim Kallas foreslår, at meget alvorlige overtrædelser af kontrolapparatforordningen skal sanktioneres efter den nationale lovgivnings højeste sanktionskategori, der findes for overtrædelser af lovgivningen for vejtransport.

Derimod støtter DI Transport og ATL dette forslag, der strømliner de store forskelle mellem landenes behandling af denne type overtrædelser.

DI Transport og ATL tilføjer, at der bør skelnes mellem mindre betjeningsfejl og egentlig snyd som for eksempel brug af magneter. Dette er netop på den hjemlige politiske dagsorden, men trods møder og løfter nåede den gamle regering ikke at lempe kumulationsstraffen ved utilsigtede betjeningsfejl.

De 27 EU-landes transportministre mødtes den 6. oktober, hvor de tog hul på behandlingen af forslaget om en mere effektiv kontrol af den digitale fartskrivers data og erhvervsmæssig udnyttelse af IT-teknik til flådestyring. Det er en gennemgribende revision de nuværende EU-regler for tachografer, som er ændret 10 gange siden 1985.

Den polske infrastrukturminister Cezary Grabarczyk, som er transportministerrådets formand indtil nytårsaften, opsummerede debatten på denne måde:

- Ministrene understregede vigtigheden af lavere omkostninger for erhvervslivet. Derfor skal nye initiativer stå i rimeligt forhold til de økonomiske omkostninger, og nogle lande er bekymrede for, at EU-kommissionens forslag medfører for høje udgifter for de 900.000 virksomheder og 6 millioner chauffører.

Danmark passive

Bagatelafstanden for installering af tachograf fordobles fra 50 til 100 km i forslaget, fremhæver den polske minister.

Den nytiltrådte transportminister Henrik Dam Kristensen (S) undlod at give sit besyv med på vegne af justitsminister Morten Bødskov (S), som er minister for køre/hviletidsområdet. Forslaget er hidtil kun behandlet overfladisk i Folketinget i form af en skriftlig procedure inden udnævnelsen af den ny regering. Derfor står det uklart, hvad Danmark egentlig mener. Justitsministeriet er rutinemæssig positiv, men giver plads til senere kritiske bemærkninger: "Regeringens holdning til forslagets enkelte elementer beror på en nærmere analyse heraf, herunder ikke mindst en nærmere vurdering af de økonomiske konsekvenser," hedder det i en kommentar.

Udnyttelse af Galileo

Populært sagt vil EU koble tachografer til GPS-systemet, eller snarere til det kommende europæiske navigationssystem Galileo, som skal være fuldt udbygget i 2018 med 30 satellitter.

Forslaget indebærer, at kontrolapparatet skal tilsluttes et såkaldt globalt satellitnavigationssystem (GNSS), hvilket betyder en automatisk registrering af lastbilens positioner, altså fjernkontrol til glæde for både politi og speditører og vognmænds styring af lastbilerne.

Ja til fjernkontrol

DTL og ITD hilser denne fjernkontrol og førerkortets funktioner overført til kørekortet velkommen, fordi det gør det sværere at omgå reglerne om køre- og hviletid og kontrolapparatet. De frygter dog, at EU-kommissionen sætter omkostningerne for lavt. De ønsker også klarhed over tariffer for datatrafikken.

Rigspolitiet kan ikke give et bud på udgifterne ved udvikling og ombytning af samtlige kørekort til et chipkort, men det vil være et tocifret millionbeløb. En ombygning bør i givet fald ske samtidig med den ordinære fornyelse af kørekort.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.083